Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Karelen

Oprindelige forfattere BKle, EiCh og Lind Seneste forfatter Redaktionen

/@api/deki/files/14523/=ud_a_152448.mp3?revision=3

Karelen, (fi. Karjala), overgangszonen mellem Rusland og Norden, som strækker sig fra Den Finske Bugt mod NØ til Hvidehavet. Det ret lavtliggende og sørige område omfatter bl.a. Det Karelske Næs og er tyndt befolket undtagen helt i syd. Vigtigste resurse er skoven, hvis produkter i vid udstrækning eksporteres. Siden 1947 er området delt i Finsk Karelen beliggende i Kymen lääni (Sydkarelen) og Pohjois-Karjalan lääni (Nordkarelen) og i Russisk Karelen.

Republikken Karelen, den russiske del, omfatter 172.400 km2 med 643.500 indb., hvoraf 7% er karelere, 82% russere og 1,4% finner (2010). Republikken er en af de 88 regioner i Den Russiske Føderation. Hovedstad er Petrozavodsk (263.500 indb., 2010). Landskabet bærer præg af den sidste istid med randmoræner, tunneldale og åse. Fra vest skråner terrænet ned mod Hvidehavet, hvis kystlinje brydes af fjorde og bugter. Halvdelen af arealet er skov, mens de over 50.000 søer dækker en fjerdedel. Floderne er korte og vandrige og har adskillige vandfald. De mange, ofte små vandkraftværker dækker det meste af elforsyningen. Flodernes nedre løb er sejlbare og anvendes også til tømmerflådning.

Savværker, papirfremstilling og træindustri udgør mere end halvdelen af økonomien. Hertil kommer afledte virksomheder; fx Onegafabrikken i Petrozavodsk, der fremstiller specialtraktorer til træfældning. Af betydning er også brydning af marmor og granit, som kan ses i Sankt Petersborgs monumentalarkitektur. Fra byerne omkring Hvidehavet udgår et stort fiskeri, herunder fjernfiskeri i Nordatlanten; flere byer har fiskeindustri. I de sydlige egne er der store kvægfarme, mens agerbruget dyrker foderplanter, kål og kartofler. Hovedjernbanen til Murmansk går ligesom Hvidehavskanalen gennem Karelen. Efter de politiske omvæltninger i Rusland genoplives de nære forbindelser til Finland, herunder de finske eksporthavne, bl.a. ved genetablering og udbygning af vej- og jernbaneforbindelserne.

Annonce

Historie

Karelerne fremstod i 1000-t. ved Ladogasøens nordvestkyst og på Det Karelske Næs ved en sammensmeltning af en lokal østfinsk befolkning og indvandrede vestfinske tavaster. De havde et tidligt centrum i Kexholm, hvorfra de ekspanderede mod Hvidehavet. Senest fra 1100-t. kom karelerne under et i begyndelsen løst novgorodsk overherredømme, men i slutningen af 1200-t. erobrede svenskerne den vestlige del, hvori Vyborg (sv. Viborg; fin. Viipuri) fra 1293 dannede centrum. Ved Freden i Nöteborg 1323 afstod Novgorod formelt den del til Sverige. Efter Stolbovafreden i 1617 blev hele karelernes centrale område indlemmet i Sverige som Kexholms län, og en del russisk-ortodokse flygtede og bosatte sig i nærheden af Tver. Ved fredsslutningerne i 1721 og 1743 blev den sydlige del af området med Vyborg afstået til Rusland, men blev med navnet Gammel Finland genforenet med Finland i 1812, og det forblev sådan, da Finland i 1917 blev selvstændigt.

De karelere, der havde koloniseret områderne mod Hvidehavet, var forblevet under russisk styre. Ved Freden i Tartu med Finland 14.10.1920 garanterede Sovjetunionen den karelske befolkning i Østkarelen selvstyre gennem den i juni 1920 dannede karelske arbejderkommune, der fik Edvard Gylling som leder. Kommunen fik grænser, der sikrede karelerne en majoritet i forhold til russerne. Efter et mislykket, fra Finland støttet oprør omdannedes kommunen i 1923 til Den Karelske Autonome Socialistiske Sovjetrepublik (ASSR). Som følge af ændrede grænser og en omfattende russisk immigration til byområderne fik republikken snart russisk majoritet. Med Gylling som regeringsleder 1923-35 domineredes republikken dog fortsat af finske eksilkommunister, hvilket blandt andet førte til at finsk blev officielt sprog. Efter Gyllings fald i 1935 satte russificeringen ind med forøget styrke.

Efter Vinterkrigen 1939-40 måtte Finland afstå sit sydøstlige hjørne med de folkerigeste dele af det finske Karelen. Befolkningen evakueredes til Finland og blev erstattet af tilflyttere fra andre egne af Sovjetunionen; det afståede område blev delt i to. Den sydlige del med det gamle karelske centrum inkorporeredes i Leningradskaja Oblast. Den nordlige del forenedes med Den Karelske ASSR, der ved samme lejlighed fik status af egentlig sovjetrepublik som Den Karelsk-finske Socialistiske Sovjetrepublik med en anden fremtrædende finsk eksilkommunist, O.V. Kuusinen, som præsident. I 1956 indlemmedes området atter i den russiske føderation som autonom sovjetrepublik. Efter Sovjetunionens opløsning i 1991 omdannedes Den Karelske ASSR til Republikken Karelen. I modsætning til i Sovjettiden har republikken fået en del reelle beføjelser og kan bl.a. indgå tosidige aftaler med udlandet; især søger man at forøge samarbejdet med Finland.

Tilbage af Karelen i Finland er nu kun Kymen lääni (Sydkarelen) og Pohjois-Karjalan lääni (Nordkarelen), hvor efterkommere af de russisk-ortodokse karelere fortsat bor.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Birger Kledal, Eigil Christiansen, John Howard Lind: Karelen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=104245