Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Inari

Oprindelige forfattere Lind og Uno Seneste forfatter Redaktionen

Inari, sv. Enare Träsk, Finlands tredjestørste sø (efter Saimaa og Päijänne); 1050 km2, største dybde 92 m. Søen, der har over 3000 øer, ligger 260 km nord for Polarcirklen. Inari ligger i en tektonisk sænkning med vandspejlet 119 m.o.h., hvilket er betydelig lavere end det omgivende land. Den har afløb mod NØ gennem Paatsjoki (no. Pasvikelva), der danner grænse mellem Norge og Rusland.

Inari by (1128 indb.) er centrum for finsk samekultur, og Inari har givet navn til et samisk sprog; kommunen, Finlands største (17.321 km2 med 7043 indb. (2006)), er landets vigtigste område for rensdyravl.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
John Howard Lind, Finn Uno Kofoed: Inari i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=96998