Helsinki - arkitektur og museer, Af 1700-t.s bygningskunst er kun bevaret Sederholmska huset fra 1757. Først Johan Albrekt Ehrenström (1762-1847) skabte med sin byplan fra 1812 en moderne reguleret bykerne af internationalt format. Fra denne tid stammer præsidentpaladset (1813). Omkring Senatstorget opførtes fra 1818 en række monumentale empirebygninger, tegnet af C.L. Engel: senatsbygningen, universitetet og universitetsbibliotektet samt domkirken, Nikolajkirken, der fuldførtes 1852; midt på pladsen står Walter Runebergs monument for kejser Alexander 2. (1894). Den ortodokse Uspenskijkatedral (1868) viser russisk nationalromantik med neobyzantinske træk. Saluhallens brogede "moskovitiske" stil (1888) skyldes arkitekten Gustaf Nyström (1856-1917), der også skabte Ständerhuset (1891).

Finlands betydeligste kunstmuseum, Ateneum, er opført i en overdådig nyrenæssance (1885-87), mens jugendstilen, der præger den sydvestlige bydel Eira, ses i Telefonföreningens hus (1905) og Kallio-kirken (1912), begge af Lars Sonck. Hovedbanegården, opført 1910-14 af Eliel Saarinen, er orienteret mod en ny klassicisme og begyndende funkis, mens Saarinens lidt ældre værker i samarbejde med Herman Gesellius (1874-1916) og Armas Lindgren (1874-1929) hører til jugendtiden, fx Nationalmuseet (1905-10).

Klassicismen repræsenteres af den monumentale rigsdagsbygning (1925-31) af J.S. Sirén, og Konsthallen (1927-28) af Hilding Ekelund (1893-1984) og Jarl Eklund (1876-1962). Til efterkrigstiden hører Stadsteatern (1967), Tempelpladsens kirke (1969) af brødrene Timo (f. 1928) og Tuomo Suomalainen (1931-88), Finlandiahuset (1971) af Alvar Aalto og Operahuset (1993) af arkitekterne Eero Hyvämäki (f. 1938), Jukka Karhunen (f. 1945) og Risto Parkkinen (f. 1938). Foruden bymuseum findes også kunstindustrimuseum og arkitekturmuseum samt Amos Andersons Kunstmuseum og Sinebrychoff-samlingen. Se også Finland (arkitektur).

Læs mere om Helsinki.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig