Finland - geografi

Landbruget i Finland drives under vanskelige klimatiske forhold. Frost er en latent fare i hele for- og eftersommeren, og vækstsæsonen (gnsntl. døgntemperatur over 6 °C) varierer fra 175 dage i syd til 110 dage i nord. I store dele af det indre Finland er jordbunden en stenet, ufrugtbar moræne. De hævede havbundsområder langs kysterne er frugtbare, men disse slettejorde udgør kun en lille del af agerarealet. På trods af disse ugunstige naturbetingelser har landbrug altid været en betydningsfuld faktor i det finske erhvervsliv, og Finland er det nordligst beliggende land, der selv kan forsyne sin befolkning med basisprodukter som brødkorn, kød, mælk, smør, ost og æg. Desuden har landet en betydelig eksport af disse produkter til Rusland.

Landbrugets struktur er under ændring. Rationalisering og specialisering har medført, at et stadigt stigende antal bedrifter drives uden husdyr, og at andre har specialiseret sig i malkekvæg, svin eller andet. I 1969 nåede antallet af landbrug et maksimum på 264.000; i 1994 var det faldet til 165.000 og i 2005 til 69.500, hvor det især er de små enheder der forsvinder eller lægges sammen. Enheder større end 50 ha stiger således i tal. Det er de små bedrifter i Nordfinland og gårdene på den dårlige jord i Sølandet, som er blevet nedlagt i rask tempo. Sammenlægning af landbrugsbedrifter er bl.a. en følge af erhvervets aldersstruktur. Landbrugerne er i gnsn. 55-60 år gamle (Nordens ældste), hvilket medfører et stort antal pensioneringer, der ofte indebærer frasalg af jord. Dertil kommer at EU-støtten til det finske landbrug nedtrappes.

På de bedste jorder i Sydfinland dyrkes især brødkorn, vinter- og vårhvede samt rug. I den nordlige del af kystzonen samt i Sølandet er byg vigtigst; nord herfor er landbruget især baseret på dyrkning af græs og andre foderafgrøder. Her ligger nu tyngdepunktet for Finlands kvægavl, både kød- og malkekvæg. Det er ikke uden problemer, at produktionen ligger så langt fra konsumenterne i de store byområder i Sydfinland, men naturbetingelserne udnyttes bedst på denne måde. De særlige forhold, der gør sig gældende i den polare sommer med lys hele døgnet, udnyttes til produktion af bær og grøntsager af særlig god kvalitet. Flere af de små polarlandbrug benytter denne niche i deres kamp for fortsat at kunne opretholde en økonomisk bæredygtig produktion.

Skoven optager 70% af arealet; heraf er næsten halvdelen skovfyr, en tredjedel gran og en femtedel løvskov (især birk). Produktionen er stigende, men en gennemført mekanisering af erhvervet har ført til, at der i 2005 er mindre end 2000 egl. skovarbejdere tilbage; ti år tidligere var tallet 4000 og i 1985 14.000. Mange skovarealer har fra gammel tid været en vigtig del af landbrugenes jordtilliggender; i stort omfang sælges de fra og sammenlægges, så det bliver muligt rationelt at anvende store, moderne skovmaskiner. Endnu i 2003 ejede bønderne mere end 50% af skovarealet, men andelen bliver mindre år for år. Staten ejede samme år godt 37%, koncerner og aktieselskaber små 8%, mens resten var i andet privat eje. Statsskovene findes især i Nordfinland, hvor 96% er skov- og moseland.

De mægtige skovresurser og en høj trækvalitet har bevirket, at Finland er verdens næststørste eksportør af papir og karton (kun overgået af Canada). Også af de øvrige produkter fra træindustrien er finnerne blandt de førende eksportører. 80-90% af træindustriens produkter eksporteres, men de udgør dog en stadig mindre del af landets samlede eksportværdi, i 2005 således 20% mod 33% ti år tidligere. Det skyldes at især eksport af elektronik er steget kraftigt og nu udgør 25%. Produktudvikling, fortsat mekanisering og omstilling til datastyret produktion kræver store investeringer, som kun kapitalstærke selskaber kan præstere. Gennem en stadig højere forædlingsgrad af træprodukter og strukturelle omlægninger af produktionen (bl.a. ved fusioner) forbedrer finsk træindustri sine muligheder for at stå sig i den internationale konkurrence.

Moderne skovdrift fremviser en stor del af landbrugets ydre kendetegn: træerne "høstes" ved renhugst, dvs. omhugning af alle træer på store, samlede arealer; derefter følger en omhyggelig jordbearbejdning, braklægning et par år, dræning om nødvendigt, tilplantning, gødskning, sprøjtning mod skadedyr og regelmæssige udtyndinger. Efter 60-100 års pleje er man klar til en ny "høst". Store skovningsmaskiner sørger for 80% af træfældningen, mens håndmotorsave klarer resten. Et udbygget vejnet gør transporten nem og billig på de kortere strækninger. De længere transporter går pr. jernbane eller vandvej (flådning via floder og søer) til træindustrierne ved eksporthavnene (bl.a. Kotka, Hamina, Rauma, Pori, Oulu og Kemi). I 2004 foregik 80% af transportarbejdet med lastbil, på længere strækninger spiller tog og vandvejen fortsat en betydelig rolle.

Træindustrien beskæftiger 23.000 samt 65.000 i følgeerhverv (2004). De 200 savværker, finér- og spånpladefabrikker ligger spredt rundt i hele Finland (råstoflokalisering), mens de 90 cellulose-, papir- og kartonfabrikker næsten alle ligger ved de store byer i Sydfinland, ved havnene og ved grænsen til Rusland (markedslokalisering).

Forureningsskader på skoven er et tiltagende problem, især i det sydlige industribælte og i Nordfinland, som modtager store mængder svovl og tungmetaller fra den russiske mineindustri på Kolahalvøen. Træindustriens egen forurening er reduceret betydeligt og udgør ikke længere nogen alvorlig fare for den levende natur.

Industriens udvikling i Finland hænger nøje sammen med det stigende behov for tømmer, papir og cellulose i Europa efter 1860. Savværker, papir- og cellulosefabrikker ekspanderede overalt i landet, og mange nye blev bygget. Da man samtidig begyndte at anvende dampdrevne save i stedet for save drevet af flodernes vandmøller, flyttede en stor del af den eksportorienterede træindustri til kystbyerne. Det billiggjorde importen af kul og eksporten af træprodukterne. De tilbageværende træindustrier i indlandet blev gennem et veludviklet jernbanenet forbundet med de største havnebyer. Dette lokaliseringsmønster eksisterer fortsat, men er blevet suppleret med store virksomheder i Lappeenranta og Imatra nær den russiske grænse mod sydøst. Her ligger også et jern- og stålværk. Denne lokalisering har baggrund i de store krigsskadeserstatninger til Sovjetunionen efter 2. Verdenskrig, som især blev betalt med produkter fra træ- og jernindustrien.

For jern- og metalindustriens vedkommende var krigsskadeserstatningerne indledningen til en storstilet udvikling i branchen; både mht. beskæftigelse og produktion overstiger den nu træindustrien. Der er stålværker i Raahe, Turku, Imatra og på Hanko samt smelteværker og støberier. Maskinindustrien er vigtigst; her fremstilles bl.a. udstyr til finsk og udenlandsk træindustri samt til vand-, atom- og traditionelle kraftværker. Produktionen af transportmidler er også betydelig; skibe (især passagerskibe og isbrydere), boreplatforme, lokomotiver og andet jernbanemateriel, lastbiler, hydrauliske kraner og elevatorer er vigtige produkter. Den elektroniske industri fremstiller bl.a. telecentraler, mobiltelefoner og fjernsyn. De fleste brancher er kendetegnet af højteknologi og god konkurrenceevne på verdensmarkedet.

Finland har ingen olieproduktion, og 80% af råolien importeres fra Rusland. To olieraffinaderier, i Sköldvik ved Porvoo og Naantali vest for Turku, dækker det hjemlige forbrug af olieprodukter. Den kemiske industri er i vækst og rummer bl.a. flere store kunstgødningsfabrikker, der ligger spredt i landbrugsområderne (markedslokalisering). Tidligere lå også fødevareindustrierne her, tæt ved deres råstoffer, men mange er flyttet tættere på markederne i Sydfinland.

Den finske tekstilindustri er koncentreret til Tampere-området og er internationalt kendt. På basis af indførte råstoffer har dygtige designere skabt en betydelig, eksklusiv og særpræget klædeindustri, som eksporterer en meget væsentlig del af produktionen.

70% af industribeskæftigelsen findes i det sydlige og vestlige Finland. Tyngdepunktet er hovedstadsregionen omkring Helsinki, der strækker sig fra Hanko i vest til Porvoo i øst, men også Turku, Rauma, Pori, Tampere, Lahti, Kotka og Lappeenranta-Imatra er vigtige industribyer. Nord for dette industribælte ligger Vaasa, Jyväskylä, Oulu, Kemi og ved polarcirklen Rovaniemi, der alle har en voksende industrisektor.

En stor del af den finske industri består af 'energitunge' virksomheder, og hertil kommer forbruget i den betydelige transportsektor og et stort forbrug til husopvarmning i de lange vintre. Både forbrug og produktion af energi varierer meget fra år til år; forbruget afhænger af vinterens længde og strenghed (opvarmning), og produktionen på vandkraftværkerne af nedbørens størrelse. Finland har det største energiforbrug pr. indb. i Norden, og kun Danmark overgår Finland mht. CO₂-udslip. I 2015 blev 24% af energiforbruget dækket af olie, 26% af træbasret brændsel, 19% af kernekraft, mens kul og naturgas dækker henholdsvis 8 og 6%; tørv er steget til 4% mens vandkraft er faldet til 5%. Vandkraftmulighederne begrænses af den moderate nedbør og flodernes ringe fald; mest udbygget er Oulu- og Kemijoki i nord og Saimaas afløb Vuoksi (Imatrakraftværkerne).

Finland besluttede i 2002 at udbygge kernekraften; ud over de eksisterende fire kernekraftenheder, to ved Loviisa og to ved Olkiluoto nord for Rauma, anlægges en femte højtydende reaktor ved Olkiluoto. Desuden er Finland i gang med en omstilling fra olie og kul til naturgas. Et forgrenet naturgasnet er etableret i industribæltet, og det udbygges til stadighed. Gassen kommer fra Rusland, men muligheden for en fremføring fra Norge har været på tale.

Infrastrukturen er veludbygget med trafikårer på i alt 470.000 km heraf 78.000 km veje og 5700 km jernbaner; se artiklen om Finlands jernbaner. Landet har desuden et stort net af vandveje (bl.a. den vigtige Saimaakanal, som forbinder Sølandet med Østersøen for oceangående skibe). Nettet af indenrigsflyruter er blandt de mest udbyggede i Europa. Bilparken er 2015 lige over 5 mio. biler.

Den store og tiltagende koncentration af befolkning og erhverv i Sydfinland har krævet en udbygning af motorveje her, og et net af højhastighedstog forbinder de vigtigste byer. Mellem Helsinki og Sankt Petersborg er der ligeledes højhastighedstog. Skibsfarten er vigtig, idet størstedelen af både import og eksport fragtes med skib; de vigtigste havne er Skjöldvik, Helsinki, Kotka og Naantali. Også færgetrafikken over Østersøen til Sverige og Estland er meget betydelig; her spiller også Turku og Mariehamn på Ålandsøerne en vigtig rolle. I de lange og oftest snerige vintre sørger en moderne isbryderflåde og en mængde sneplove for at holde trafikken i gang.

Hovedtrækkene i landskabet er bestemt af det gamle grundfjeld, men detaljerne er oftest skabt af moræneaflejringerne fra sidste istid, som i Finland sluttede for 9000-10.000 år siden. Morænelaget er i almindelighed 2-5 m tykt, men i randmorænestrøgene op til 100 m som i den største og sydligste af Salpausselkä-randmorænerne, der strækker sig 600-700 km gennem Sydfinland fra Hanko i vest til Joensuu i øst. Mange steder stikker det helt nøgne, isskurede grundfjeld frem. Et meget almindeligt landskabstræk er de aflange og smalle ås-systemer, der er op til 70 m høje og flere hundrede km lange. Den bedst kendte er Punkaharju nær Savonlinna. En anden udbredt istidsdannelse er drumlin-landskaberne med rækker af 20-40 m høje og 1-2 km lange, smalle og blødt formede, parallelt liggende bakker. De er bl.a. kendt fra Sølandet mellem Mikkeli og Kuopio. Sammen med åsene og skurestriberne på de nøgne klippeflader angiver de isens bevægelsesretning.

Mens den vældige iskappe bevægede sig hen over underlaget, udhulede den grundfjeldet, hvor dette var mindre modstandsdygtigt. Disse lavninger rummer de fleste af Finlands mere end 187.000 søer (over 500 m²). Søer med samme afløb til havet danner et søsystem. Blandt de største er Vuoksi-, Kymi- og Paatselvenes søsystemer med hhv. 22.560, 12.460 og 22.800 søer. Hver af de tre har en stor centralsø: Saimaa, Päijänne og Inari. I forhold til landets størrelse har Finland flere søer end noget andet land i verden. I søerne findes over 98.000 øer større end 100 m².

Indlandsisens kolossale vægt trykkede underlaget ned, og efter isens bortsmeltning har landet hævet sig og gør det fortsat; ved Den Finske Bugt 3 mm pr. år, stigende til 9 mm i den nordlige del af Den Botniske Bugt. Landhævningen betyder, at Finlands areal forøges med 10 km² om året; kysten rykker udad, og nye skær og øer dukker op af havet. Den finske skærgårdskyst har nu ca. 81.000 øer inkl. Ålandsøerne.