Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Finland - geografi

Oprindelig forfatter Uno Seneste forfatter Redaktionen

Finland. 70% af arealet udgøres af skov.

Finland. 70% af arealet udgøres af skov.

Finland er med 15 indb. pr. km2 et af Europas tyndest befolkede lande; kun Island og Norge er tyndere befolket. De sydlige, kystnære regioner er nogenlunde tæt befolkede, mens store områder i Nordfinland helt domineres af mægtige og stort set ubeboede skove. Herimellem ligger Sølandet med de tusinder af store og små søer som er fyldt med øer, der giver dem karakter af indre skærgårde.

Befolkning

Siden midten af 1700-t., da befolkningen talte knap en halv mio., er befolkningstallet vokset til det tidobbelte. Befolkningsvæksten viser store periodevise udsving. 1880-1905 var der en stor udvandring til Nordamerika, og i 1945 blev 425.000 finner forflyttet fra de områder, der ved fredsslutningen efter 2. Verdenskrig blev afstået til Sovjetunionen. Det drejede sig om et tilskud på 11% af den daværende befolkning, som nu skulle huses i Restfinland. Perioden 1960-70 blev igen præget af stor udvandring, da 142.000 finner rejste ud for at søge arbejde, en stor del til Sverige. I 1990'erne er der på trods af stor arbejdsløshed i skov- og landbrugsregionerne begyndende mangel på arbejdskraft til byerhvervene. Omskoling og flytning af ledige skovarbejdere og landmænd fra nord- og indlandsdistrikterne har vist sig at være en svær og ofte uoverkommelig opgave, men har fremmet en fortsat befolkningsmæssig skævvridning af landet med afvandring fra nord til syd. Hovedstadsregionen og andre vækstcentre henter nu veluddannet arbejdskraft i udlandet; antallet udlændinge, som traditionelt har været lavt i Finland, er i de seneste år vokset stærkt og udgør nu 2,2% af befolkningen.

Den finsktalende befolkning er sandsynligvis en blanding af de oprindelige samer med senere indvandrede østersøfinner samt indoeuropæere, der er kommet via Baltikum og Skandinavien i bronzealderen. Samerne, der oprindeligt levede over det meste af Finland, blev efterhånden fortrængt til nord for polarcirklen. Den svensktalende befolkning, som i 1800-t. udgjorde ca. 15%, udgør nu kun 5,5%. Den stammer dels fra svenskere, der indvandrede i perioden 1000-1300, og fra finner, som af sociale årsager blev svensktalende.

Annonce

Finland. Kort.

Finland. Kort.

Finsk og svensk er begge officielle sprog. Dertil kommer samisk, der også er officielt sprog inden for samernes såkaldte hjemland, hvor ca. 4000 samer bor. De ca. 10.000 sigøjenere, der har været en minoritet i landet i små 500 år har nu også opnået en forfatningsmæssig beskyttet stilling for deres sprog, romani. De svensktalende bor hovedsagelig i det sydvestlige kystområde og på Ålandsøerne. På det finske fastland er de sproglige forhold reguleret således, at hvis en minoritet i en kommune er på over 8% eller mindst 3000 personer, er kommunen tosproget. En kommune kan dog ifølge den nye sproglov vælge at bibeholde status som tosproget, selvom disse krav ikke længere er opfyldte. Hovedparten af finlandssvenskerne lever i 44 tosprogede kommuner med enten finsk eller svensk majoritet; 19 ud af i alt 431 kommuner er etsproget svensk. Tosprogede kommuner og enkelte andre lokaliteter har både finsk og svensk navn; hvor majoritetsnavnet altid nævnes først. Dette princip følges i denne fremstilling.

Erhverv

Kun 7% af arealet benyttes til landbrug, mens 70% er skov. Mekaniseringen af både land- og skovbrugserhvervene har medført, at beskæftigelsen er aftaget, og mindre end 5% af arbejdsstyrken er beskæftiget her. Som i de øvrige ilande falder også industriens andel, mens servicesektoren vokser kraftigt og nu omfatter to tredjedele af arbejdsstyrken. Kvinderne udgør ca. halvdelen af arbejdsstyrken.

Landbrug

Landbruget i Finland drives under vanskelige klimatiske forhold. Frost er en latent fare i hele for- og eftersommeren, og vækstsæsonen (gnsntl. døgntemperatur over 6 °C) varierer fra 175 dage i syd til 110 dage i nord. I store dele af det indre Finland er jordbunden en stenet, ufrugtbar moræne. De hævede havbundsområder langs kysterne er frugtbare, men disse slettejorde udgør kun en lille del af agerarealet. På trods af disse ugunstige naturbetingelser har landbrug altid været en betydningsfuld faktor i det finske erhvervsliv, og Finland er det nordligst beliggende land, der selv kan forsyne sin befolkning med basisprodukter som brødkorn, kød, mælk, smør, ost og æg. Desuden har landet en betydelig eksport af disse produkter til Rusland.

Landbrugets struktur er under ændring. Rationalisering og specialisering har medført, at et stadigt stigende antal bedrifter drives uden husdyr, og at andre har specialiseret sig i malkekvæg, svin eller andet. I 1969 nåede antallet af landbrug et maksimum på 264.000; i 1994 var det faldet til 165.000 og i 2005 til 69.500, hvor det især er de små enheder der forsvinder eller lægges sammen. Enheder større end 50 ha stiger således i tal. Det er de små bedrifter i Nordfinland og gårdene på den dårlige jord i Sølandet, som er blevet nedlagt i rask tempo. Sammenlægning af landbrugsbedrifter er bl.a. en følge af erhvervets aldersstruktur. Landbrugerne er i gnsn. 55-60 år gamle (Nordens ældste), hvilket medfører et stort antal pensioneringer, der ofte indebærer frasalg af jord. Dertil kommer at EU-støtten til det finske landbrug nedtrappes.

På de bedste jorder i Sydfinland dyrkes især brødkorn, vinter- og vårhvede samt rug. I den nordlige del af kystzonen samt i Sølandet er byg vigtigst; nord herfor er landbruget især baseret på dyrkning af græs og andre foderafgrøder. Her ligger nu tyngdepunktet for Finlands kvægavl, både kød- og malkekvæg. Det er ikke uden problemer, at produktionen ligger så langt fra konsumenterne i de store byområder i Sydfinland, men naturbetingelserne udnyttes bedst på denne måde. De særlige forhold, der gør sig gældende i den polare sommer med lys hele døgnet, udnyttes til produktion af bær og grøntsager af særlig god kvalitet. Flere af de små polarlandbrug benytter denne niche i deres kamp for fortsat at kunne opretholde en økonomisk bæredygtig produktion.

Skov

Skoven optager 70% af arealet; heraf er næsten halvdelen skovfyr, en tredjedel gran og en femtedel løvskov (især birk). Produktionen er stigende, men en gennemført mekanisering af erhvervet har ført til, at der i 2005 er mindre end 2000 egl. skovarbejdere tilbage; ti år tidligere var tallet 4000 og i 1985 14.000. Mange skovarealer har fra gammel tid været en vigtig del af landbrugenes jordtilliggender; i stort omfang sælges de fra og sammenlægges, så det bliver muligt rationelt at anvende store, moderne skovmaskiner. Endnu i 2003 ejede bønderne mere end 50% af skovarealet, men andelen bliver mindre år for år. Staten ejede samme år godt 37%, koncerner og aktieselskaber små 8%, mens resten var i andet privat eje. Statsskovene findes især i Nordfinland, hvor 96% er skov- og moseland.

De mægtige skovresurser og en høj trækvalitet har bevirket, at Finland er verdens næststørste eksportør af papir og karton (kun overgået af Canada). Også af de øvrige produkter fra træindustrien er finnerne blandt de førende eksportører. 80-90% af træindustriens produkter eksporteres, men de udgør dog en stadig mindre del af landets samlede eksportværdi, i 2005 således 20% mod 33% ti år tidligere. Det skyldes at især eksport af elektronik er steget kraftigt og nu udgør 25%. Produktudvikling, fortsat mekanisering og omstilling til datastyret produktion kræver store investeringer, som kun kapitalstærke selskaber kan præstere. Gennem en stadig højere forædlingsgrad af træprodukter og strukturelle omlægninger af produktionen (bl.a. ved fusioner) forbedrer finsk træindustri sine muligheder for at stå sig i den internationale konkurrence.

Moderne skovdrift fremviser en stor del af landbrugets ydre kendetegn: træerne "høstes" ved renhugst, dvs. omhugning af alle træer på store, samlede arealer; derefter følger en omhyggelig jordbearbejdning, braklægning et par år, dræning om nødvendigt, tilplantning, gødskning, sprøjtning mod skadedyr og regelmæssige udtyndinger. Efter 60-100 års pleje er man klar til en ny "høst". Store skovningsmaskiner sørger for 80% af træfældningen, mens håndmotorsave klarer resten. Et udbygget vejnet gør transporten nem og billig på de kortere strækninger. De længere transporter går pr. jernbane eller vandvej (flådning via floder og søer) til træindustrierne ved eksporthavnene (bl.a. Kotka, Hamina, Rauma, Pori, Oulu og Kemi). I 2004 foregik 80% af transportarbejdet med lastbil, på længere strækninger spiller tog og vandvejen fortsat en betydelig rolle.

Træindustrien beskæftiger 23.000 samt 65.000 i følgeerhverv (2004). De 200 savværker, finér- og spånpladefabrikker ligger spredt rundt i hele Finland (råstoflokalisering), mens de 90 cellulose-, papir- og kartonfabrikker næsten alle ligger ved de store byer i Sydfinland, ved havnene og ved grænsen til Rusland (markedslokalisering).

Forureningsskader på skoven er et tiltagende problem, især i det sydlige industribælte og i Nordfinland, som modtager store mængder svovl og tungmetaller fra den russiske mineindustri på Kolahalvøen. Træindustriens egen forurening er reduceret betydeligt og udgør ikke længere nogen alvorlig fare for den levende natur.

Industri

Industriens udvikling i Finland hænger nøje sammen med det stigende behov for tømmer, papir og cellulose i Europa efter 1860. Savværker, papir- og cellulosefabrikker ekspanderede overalt i landet, og mange nye blev bygget. Da man samtidig begyndte at anvende dampdrevne save i stedet for save drevet af flodernes vandmøller, flyttede en stor del af den eksportorienterede træindustri til kystbyerne. Det billiggjorde importen af kul og eksporten af træprodukterne. De tilbageværende træindustrier i indlandet blev gennem et veludviklet jernbanenet forbundet med de største havnebyer. Dette lokaliseringsmønster eksisterer fortsat, men er blevet suppleret med store virksomheder i Lappeenranta og Imatra nær den russiske grænse mod sydøst. Her ligger også et jern- og stålværk. Denne lokalisering har baggrund i de store krigsskadeserstatninger til Sovjetunionen efter 2. Verdenskrig, som især blev betalt med produkter fra træ- og jernindustrien.

For jern- og metalindustriens vedkommende var krigsskadeserstatningerne indledningen til en storstilet udvikling i branchen; både mht. beskæftigelse og produktion overstiger den nu træindustrien. Der er stålværker i Raahe, Turku, Imatra og på Hanko samt smelteværker og støberier. Maskinindustrien er vigtigst; her fremstilles bl.a. udstyr til finsk og udenlandsk træindustri samt til vand-, atom- og traditionelle kraftværker. Produktionen af transportmidler er også betydelig; skibe (især passagerskibe og isbrydere), boreplatforme, lokomotiver og andet jernbanemateriel, lastbiler, hydrauliske kraner og elevatorer er vigtige produkter. Den elektroniske industri fremstiller bl.a. telecentraler, mobiltelefoner og fjernsyn. De fleste brancher er kendetegnet af højteknologi og god konkurrenceevne på verdensmarkedet.

Finland har ingen olieproduktion, og 80% af råolien importeres fra Rusland. To olieraffinaderier, i Sköldvik ved Porvoo og Naantali vest for Turku, dækker det hjemlige forbrug af olieprodukter. Den kemiske industri er i vækst og rummer bl.a. flere store kunstgødningsfabrikker, der ligger spredt i landbrugsområderne (markedslokalisering). Tidligere lå også fødevareindustrierne her, tæt ved deres råstoffer, men mange er flyttet tættere på markederne i Sydfinland.

Den finske tekstilindustri er koncentreret til Tampere-området og er internationalt kendt. På basis af indførte råstoffer har dygtige designere skabt en betydelig, eksklusiv og særpræget klædeindustri, som eksporterer en meget væsentlig del af produktionen.

70% af industribeskæftigelsen findes i det sydlige og vestlige Finland. Tyngdepunktet er hovedstadsregionen omkring Helsinki, der strækker sig fra Hanko i vest til Porvoo i øst, men også Turku, Rauma, Pori, Tampere, Lahti, Kotka og Lappeenranta-Imatra er vigtige industribyer. Nord for dette industribælte ligger Vaasa, Jyväskylä, Oulu, Kemi og ved polarcirklen Rovaniemi, der alle har en voksende industrisektor.

Energi

En stor del af den finske industri består af 'energitunge' virksomheder, og hertil kommer forbruget i den betydelige transportsektor og et stort forbrug til husopvarmning i de lange vintre. Både forbrug og produktion af energi varierer meget fra år til år; forbruget afhænger af vinterens længde og strenghed (opvarmning), og produktionen på vandkraftværkerne af nedbørens størrelse. Finland har det største energiforbrug pr. indb. i Norden, og kun Danmark overgår Finland mht. CO2-udslip. I 2015 blev 24% af energiforbruget dækket af olie, 26% af træbasret brændsel, 19% af kernekraft, mens kul og naturgas dækker henholdsvis 8 og 6%; tørv er steget til 4% mens vandkraft er faldet til 5%. Vandkraftmulighederne begrænses af den moderate nedbør og flodernes ringe fald; mest udbygget er Oulu- og Kemijoki i nord og Saimaas afløb Vuoksi (Imatrakraftværkerne).

Finland besluttede i 2002 at udbygge kernekraften; ud over de eksisterende fire kernekraftenheder, to ved Loviisa og to ved Olkiluoto nord for Rauma, anlægges en femte højtydende reaktor ved Olkiluoto. Desuden er Finland i gang med en omstilling fra olie og kul til naturgas. Et forgrenet naturgasnet er etableret i industribæltet, og det udbygges til stadighed. Gassen kommer fra Rusland, men muligheden for en fremføring fra Norge har været på tale.

Transport

Infrastrukturen er veludbygget med trafikårer på i alt 470.000 km heraf 78.000 km veje og 5700 km jernbaner, og et stort net af vandveje (bl.a. den vigtige Saimaakanal, som forbinder Sølandet med Østersøen for oceangående skibe). Nettet af indenrigsflyruter er blandt de mest udbyggede i Europa. Bilparken er 2015 lige over 5 mio. biler.

Den store og tiltagende koncentration af befolkning og erhverv i Sydfinland har krævet en udbygning af motorveje her, og et net af højhastighedstog forbinder de vigtigste byer. Mellem Helsinki og Sankt Petersborg er der ligeledes højhastighedstog. Skibsfarten er vigtig, idet størstedelen af både import og eksport fragtes med skib; de vigtigste havne er Skjöldvik, Helsinki, Kotka og Naantali. Også færgetrafikken over Østersøen til Sverige og Estland er meget betydelig; her spiller også Turku og Mariehamn på Ålandsøerne en vigtig rolle. I de lange og oftest snerige vintre sørger en moderne isbryderflåde og en mængde sneplove for at holde trafikken i gang.

Fritid og turisme

Finland.  Parti fra en af landets 180.000 søer.

Finland. Parti fra en af landets 180.000 søer.

De mægtige skove og de tusinder af søer og øer er steder, hvor finnerne dyrker både ensomheden og de sociale relationer. Sports- og friluftsliv spiller en meget stor rolle, ikke mindst alle former for vinterudfoldelser. Landet besøges af et stigende, men fortsat ret begrænset antal egentlige turister, der tiltrækkes af byernes spændende arkitektur og de store skov- og søområder med smukt beliggende, højklassificerede campingpladser. Store færger, sejlende hoteller med gågademiljøer, fragter et stort antal korttidsturister til Mariehamn, Turku og Helsinki, en trafik som dog er aftaget efter Finlands og Sveriges tilslutning til EU, der har mindsket alkoholsalgets betydning.

Geologi

Det meste af Finlands undergrund tilhører Det Baltiske Skjold fra Prækambrium. Gennem bjergkædefoldninger blev det bestående kontinent gennemsat af talrige horisontale og vertikale forkastninger, hvor basalt trængte op og størknede i flere af brudlinjerne. For ca. 2200 mio. år siden var der ved den daværende sydlige kontinentrand en livlig vulkansk aktivitet, hvorved dannelsen af Outokumpu-kobberforekomsten og andre malme indledtes. I den efterfølgende periode (2050-1700 mio. år siden) forekom to bjergkædefoldninger, Den Svecofenniske og Den Kola-karelske, hvorunder malmforekomsterne i bæltet fra Enonkoski via Outokumpu, Pyhäsalmi og Vihanti til Kemi fik deres nuværende udformning. Kromforekomsten ved Kemi er blandt de vigtigste i Europa, og Finland er en af verdensdelens største producenter af kobber og nikkel.

Grundfjeldet er sammensat af magmatiske og metamorfe bjergarter, især granitter og krystallinske skifre, med gnejser som de dominerende. Da bjergarterne ikke nedbrydes lige hurtigt, vil de mest bestandige danne klippepartier, som rager op. Jordskorpebevægelserne i forbindelse med den alpine foldning i Tertiær viste sig i Finland som et stort antal brud- og sprækkedannelser samt vertikale forskydninger. Således blev den nordvestlige del af Enontekiö-området hævet op, og det er nu landets eneste rigtige bjergområde med fjeldtoppe over 1000 m, bl.a. Halti (1328 m), Finlands højeste punkt, og Saana (1029 m). I denne periode sænkedes området ved Inarisøen i Nordfinland.

Landskabet

Hovedtrækkene i landskabet er bestemt af det gamle grundfjeld, men detaljerne er oftest skabt af moræneaflejringerne fra sidste istid, som i Finland sluttede for 9000-10.000 år siden. Morænelaget er i almindelighed 2-5 m tykt, men i randmorænestrøgene op til 100 m som i den største og sydligste af Salpausselkä-randmorænerne, der strækker sig 600-700 km gennem Sydfinland fra Hanko i vest til Joensuu i øst. Mange steder stikker det helt nøgne, isskurede grundfjeld frem. Et meget almindeligt landskabstræk er de aflange og smalle ås-systemer, der er op til 70 m høje og flere hundrede km lange. Den bedst kendte er Punkaharju nær Savonlinna. En anden udbredt istidsdannelse er drumlin-landskaberne med rækker af 20-40 m høje og 1-2 km lange, smalle og blødt formede, parallelt liggende bakker. De er bl.a. kendt fra Sølandet mellem Mikkeli og Kuopio. Sammen med åsene og skurestriberne på de nøgne klippeflader angiver de isens bevægelsesretning.

Mens den vældige iskappe bevægede sig hen over underlaget, udhulede den grundfjeldet, hvor dette var mindre modstandsdygtigt. Disse lavninger rummer de fleste af Finlands mere end 187.000 søer (over 500 m2). Søer med samme afløb til havet danner et søsystem. Blandt de største er Vuoksi-, Kymi- og Paatselvenes søsystemer med hhv. 22.560, 12.460 og 22.800 søer. Hver af de tre har en stor centralsø: Saimaa, Päijänne og Inari. I forhold til landets størrelse har Finland flere søer end noget andet land i verden. I søerne findes over 98.000 øer større end 100 m2.

Indlandsisens kolossale vægt trykkede underlaget ned, og efter isens bortsmeltning har landet hævet sig og gør det fortsat; ved Den Finske Bugt 3 mm pr. år, stigende til 9 mm i den nordlige del af Den Botniske Bugt. Landhævningen betyder, at Finlands areal forøges med 10 km2 om året; kysten rykker udad, og nye skær og øer dukker op af havet. Den finske skærgårdskyst har nu ca. 81.000 øer inkl. Ålandsøerne.

Klima

På grund af landets store udstrækning fra nord til syd og på grund af Vest- og Østfinlands beliggenhed ved hhv. Østersøen og det store Eurasiske Kontinent er der betydelige klimaforskelle mellem landsdelene. Set i forhold til landets placering på kloden må klimaet generelt betegnes som mildt med en årsmiddeltemperatur på 6 °C; Østersøen, de mange søer og ikke mindst varme, vestlige vinde mildner klimaet. De kontinentale luftstrømme fra øst og syd bringer kold og tør luft til Finland om vinteren og stærk varme om sommeren. Nedbøren i dette tempererede fastlandsklima er jævnt fordelt på året; dog har vintrene lidt mindre. Længst mod nord er der næsten to måneders polarmørke om vinteren og 70 dage med midnatssol om sommeren.

Læs videre om Finlands sprog eller om Finland generelt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn Uno Kofoed: Finland - geografi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 12. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=76119