Urho Kekkonen

Urho Kekkonen var en finsk politiker. Han var minister og statsminister i flere regeringer og præsident fra 1956 til 1981.

Kekkonen var søn af en skovarbejderformand og blev selv uddannet jurist. Som idrætspolitiker (formand for Det Finske Idrætsforbund 1931-1947) og i Akademiske Karelen Selskab, som han dog forlod i 1932 efter et brud med højrefløjen, engagerede han sig aktivt i kampen for det finske sprogs stilling. Fra 1936 til 1956 var Kekkonen medlem af Riksdagen for Agrarförbundet (nu Centerpartiet). Han var justitsminister i 1936-1937 og derpå indenrigsminister i den rød-grønne koalitionsregering af socialdemokrater og centrumpartier, som han havde været med til at få i stand. Kekkonens forhold til de svensktalende og hans forsøg på at forbyde det fascistiske IKL gjorde ham for kontroversiel til at komme med i samlingsregeringen ved Vinterkrigens udbrud i 1939. Fra i 1940 at have stemt mod Moskvafreden svingede han over til at spille en central rolle i oppositionen mod Fortsættelseskrigen i 1941-1944.

Kekkonen var justitsminister fra 1944 til 1946 og som sådan ansvarlig for processen mod de krigsansvarlige. I 1948 deltog han i forhandlingerne om Den Finsk-sovjetiske Venskabs-, Samarbejds- og Bistandspagt med Sovjetunionen. Han var statsminister i koalitionsregeringer af centrum- og venstrepartier i 1950-1953 og 1954-1956 og tillige indenrigsminister i 1950-1951 samt udenrigsminister i 1952-1953 og 1954.

Ved præsidentvalget i 1956 besejrede Kekkonen med et snævert flertal socialdemokraten K.A. Fagerholm. Han fortsatte J.K. Paasikivis udenrigspolitik, der var baseret på neutralitet og et nært forhold til Sovjetunionen, men mødte i sin første valgperiode hård modstand fra Socialdemokratiet og Samlingspartiet. Ved personlige forhandlinger med Nikita Khrusjtjov løste han to gange alvorlige kriser i forholdet til Sovjetunionen: I Nattefrostkrisen 1958-59 medførte sovjetisk mistillid til ledende socialdemokrater, at regeringen trådte tilbage, og i Notekrisen 1961 sikredes Kekkonen genvalg efter sovjetisk pression med begrundelse i den spændte internationale situation. Herefter opnåede han bred opbakning til sin udenrigspolitik. Også indenrigspolitisk spillede han en aktiv rolle, bl.a. ved regeringsdannelser.

Kekkonen blev genvalgt med stort flertal i 1968 og 1978, og i 1974 blev hans præsidentperiode ved særlov forlænget i fire år. I 1981 gik han af pga. tiltagende senilitet, som han selv mistænkte allerede i 1972. Kekkonens evner som leder og forhandler havde stor betydning for forholdet til Sovjetunionen og forsoningsprocessen mellem de politiske fløje i Riksdagen. Man har beskyldt ham for følgagtighed over for Sovjetunionen, en diktatorisk stil i indenrigspolitikken og opportunisme; selv mente han hele sit liv at have arbejdet for de samme mål: Finlands frihed og folkets enhed gennem demokrati, social retfærdighed og national selvbevidsthed.

Modstridende oplysninger fra hhv. Kekkonens eget arkiv og russiske arkiver har ført til en polariseret debat om hans virke. Det samme har de nye oplysninger om hans sygdomsforløb som tilsyneladende forblev ukendte for de politiske partier og grupperinger, der støttede genvalgene og særlovgivningen i 1970'erne.