Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Tarja Halonen

Oprindelige forfattere Lind og UBra Seneste forfatter Redaktionen

Portræt af Finlands præsident siden 2000.

Portræt af Finlands præsident siden 2000.

Tarja Halonen, f. 24.12.1943, finsk politiker og jurist, præsident 2000-12. Tarja Halonen arbejdede som jurist i de finske fagforbunds centralorganisation (FFC) fra 1970 og var 1979-2000 medlem af Riksdagen for Socialdemokratiet. Hun var socialminister 1987-90, minister for nordisk samarbejde 1989-91, justitsminister 1990-91 og udenrigsminister 1995-2000.

I 2000 blev hun som første kvinde valgt til Finlands præsident og efterfulgte Martti Ahtisaari. Samtidig med hendes tiltræden trådte en ny forfatning i kraft, der kraftigt beskar præsidentens rolle, så den mest blev repræsentativ. Til gengæld forstod hun at udnytte sine bestående beføjelser, mest markant i sine udnævnelser til den betydningsfulde direktion for Finlands Bank, hvor politiske fortjenester førhen havde vejet mere end fagkompentence. Derved skabte hun respekt om sin person og embedet og blev i 2006 genvalgt for en ny seksårsperiode, efter i 2. valgrunde at have vundet over modkandidaten, Sauli Niinistö fra Samlingspartiet.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
John Howard Lind, Ulrik Brandt: Tarja Halonen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=88277