Faktaboks

Risto Ryti
Født
1889
Død
1956
Risto Ryti
Risto Ryti var Finlands præsident under Fortsættelseskrigen.
Af /Museiverket.
Licens: CC BY 4.0

Risto Ryti var en finsk politiker og bankmand. Han var Finlands statsminister fra 1939 til 1940 og præsident fra 1940 til 1944.

Ryti var i perioden 1923-1939 direktionsformand i Finlands Bank og i årene 1919-1924 og 1927-1929 medlem af Riksdagen for Framstegspartiet. I årene 1921-1922 og 1922-1924 var han finansminister.

Ved Vinterkrigens udbrud i 1939 blev han leder af en samlingsregering. I december 1940 blev han valgt som efterfølger til præsident Kallio, da denne måtte træde tilbage pga. sygdom. Under hans ledelse indledte Finland i 1941 Fortsættelseskrigen. Ryti, som genvalgtes for to år i 1943, var en aktiv leder; meget af den reelle magt lå dog hos feltmarskal Gustaf Mannerheim.

I juni 1944 måtte han på Tysklands forlangende love, at Finland ikke sluttede separatfred, og ved at binde løftet til sin egen person sikrede han den kommende præsident frie hænder. I august trådte han tilbage og afløstes af Mannerheim. Ryti idømtes ved krigsansvarlighedsprocessen i 1946 ti års fængsel, men blev frigivet i 1949.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig