Faktaboks

Otto Ville Kuusinen
Født
1881
Død
1964

Otto Ville Kuusinen, egl. Otto Vilhelm Kuusinen, 1881-1964, finsk-sovjetisk politiker. Under storstrejken i 1905 blev Kuusinen medlem af Finlands socialdemokratiske parti. Han blev ledende på venstrefløjen og deltog i 1918 i den "røde" magtovertagelse i Helsinki, der udløste Den Finske Borgerkrig. Skønt han selv kun blev undervisningsminister, var det ham, der sammensatte regeringen. Efter nederlaget i 1918 gik Kuusinen i eksil i Sovjetrusland, hvor han var medstifter af Finlands kommunistiske parti. I 1921 betroede Lenin ham at udforme nye organisatoriske principper for Komintern, og han blev sekretær for organisationens eksekutivkomité. Som den eneste af de ledende finske eksilkommunister overlevede Kuusinen Stalins udrensninger og blev i 1939 leder af den finske modregering, som Stalin indsatte ved Vinterkrigens udbrud. Derefter var han 1940-56 præsident i Den Karelsk-finske Socialistiske Sovjetrepublik. Da det finske kommunistparti igen blev tilladt i 1944, frygtede man i Finland hans indflydelse, især da hans datter, Hertta Kuusinen, og hendes mand, Yrjö Leino, nu indtog vigtige poster. Som en af Nikita Khrusjtjovs mest betroede blev Kuusinen i 1957 medlem af det sovjetiske kommunistpartis præsidium. Han var da partiets ledende ideolog.

Kuusinen var livet igennem stærkt interesseret i filosofi og æstetik. Han havde betydelig indflydelse på finsk venstreorienteret modernisme, bl.a. Elmer Diktonius, og gav selv en marxistisk tolkning af det finske nationalepos Kalevala.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig