Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Mauno Koivisto

Oprindelige forfattere JJuJ og Lind Seneste forfatter Redaktionen

Mauno Koivisto, 25.11.1923-12.05.2017, finsk politiker, præsident 1982-94. Koivisto voksede op i en arbejderfamilie i Turku (Åbo) og blev i 1947 medlem af Socialdemokratiet. Han arbejdede bl.a. som havnearbejder og tog samtidig mellemskole- og studentereksamen på kursus, studerede derpå økonomi, sociologi og politologi, blev kandidat i 1953 og i 1956 fil.dr. i sociologi. I 1958 blev han ansat i Arbejdernes Sparebank i Helsinki, hvor han 1959-67 var administrerende direktør. 1968-82 var han direktionsformand i Finlands Bank; han stod for en tilbageholdende pengepolitik og blev kendt for sine advarsler mod økonomisk letsindighed.

I 1966 blev Koivisto finansminister i Paasios folkefrontsregering, og 1968-70 var han statsminister. Han førte forhandlingerne om NORDEK og må tilskrives et vist ansvar for planens forlis. I 1972 var han en kort tid igen finansminister, og i 1979 blev han atter statsminister. Ved præsident Kekkonens afgang i 1981 blev Koivisto fungerende præsident, og året efter valgtes han som Finlands første ikke-borgerlige præsident, selvom man fra sovjetisk side ikke havde lagt skjul på, at man havde foretrukket en kandidat fra Kekkonens parti. I 1988 blev han genvalgt med støtte fra Finlands landsbygdparti og Samlingspartiet.

Koivisto videreførte i store træk Kekkonens udenrigspolitiske linje, men indenrigspolitisk gav han præsidentembedet en mindre dominerende rolle. I hans anden regeringsperiode gav omvæltningerne i Østblokken Finland en hidtil uset handlefrihed; han formåede således at hævde finsk neutralitetspolitik, hvilket bl.a. gav sig udtryk i, at Finland søgte om optagelse i EU. Trods stor popularitet valgte Koivisto ikke at genopstille til en tredje præsidentperiode, bl.a. fordi han selv i 1991 var med til at gennemføre en forfatningsændring, der fremover forhindrer en præsident i at sidde i mere end to perioder. De gange Koivisto siden trådte frem med debatindlæg handlede det hovedsageligt om sikkerhedspolitiske spørgsmål, hvor han har forholdt sig særdeles negativt til et eventuelt finsk NATO-medlemskab – ofte i modsætning til sin umiddelbare efterfølger som præsident, Martti Ahtisaari.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Joen Juel Jensen, John Howard Lind: Mauno Koivisto i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=107971