Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Matti Vanhanen

Oprindelig forfatter Lind Seneste forfatter Lind

Matti Taneli Vanhanen, f. 4.11.1955, finsk politiker, magister i statskundskab (1989), statsminister 2003-2010; rigsdagsmedlem 1991-2010 for Centerpartiet. Ved formandsvalget i 2002 måtte Vanhanen nøjes med næstformandsposten. Da partiet efter valget 2003 med partiformanden Anneli Jäätteenmäki som statsminister dannede regering med socialdemokrater og Svenska folkpartiet blev han forsvarsminister. Da Jäätteenmäki efter kun 68 dage måtte afgå som statsminister og siden som partiformand, overtog Vanhanen begge poster. Han har siden vist sig som en effektiv om end mindre karismatisk statsminister, der har bragt stabilitet i regeringssamarbejdet. Vanhanen stillede uden held op til præsidentvalget 2006.

Trods en mindre tilbagegang ved rigsdagsvalget 2007 bevarede Centerpartiet stillingen som største parti, ikke mindst takket være Vanhanens personlige popularitet. Vanhanen fik derfor til opgave at danne den nye regering. Han valgte at inddrage det konservative Samlingspartiet og Gröna förbundet i regeringen ved siden af Svenska folkpartiet, hvorimod socialdemokraterne ikke længere var regeringspartner.

I 2010 trak Vanhanen sig fra statsministerposten og som formand for Centerpartiet formelt af helbredsmæssige grunde, da der efter flere uheldige episoder på såvel det personlige som det politiske plan indledtes politiundersøgelse bl.a. af finansieringen af hans præsidentvalgskampagne i 2006. Han efterfulgtes som formand for Centerpartiet og som statsminister af Mari Kiviniemi. I 2010 bevilgedes Vanhanen fritagelse for hvervet som rigsdagsmand for at blive direktør i interesseorganisationen Familiefirmaernes Forbund i Finland.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
John Howard Lind: Matti Vanhanen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 26. januar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=178470