Faktaboks

Martti Ahtisaari
Født
23. juni 1937, Viborg, dengang i Finland, nu Vyborg i Rusland
Død
16. oktober 2023, Helsinki (Helsingfors)

Portræt af Martti Ahtisaari, 2007.

.

Martti Ahtisaari var en finsk diplomat og politiker; præsident 1994-2000, landets 10. i rækken. Han modtog i 2008 Nobels Fredspris.

Efter at have været ambassadør i Tanzania 1973-19-77 kom Ahtisaari til FN, hvor han vandt international anseelse, bl.a. som vicegeneralsekretær og generalsekretærens særlig udsending til Namibia 1977-1991, hvor han i 1989-1990 på FN's vegne overvågede overgangen til selvstændighed. I 1992 blev han æresborger i Namibia.

Præsidentvalget i 1994 blev et opgør med den skjulte magtpolitik, der prægede tiden under Urho Kekkonen. Her lykkedes det Ahtisaari først at besejre en af landets mest fremtrædende politikere, Kalevi Sorsa, ved Socialdemokratiets primærvalg og siden, i præsidentvalgets anden omgang, Elisabeth Rehn fra det borgerlige Svenska Folkpartiet. Stillet over for som siddende præsident at skulle deltage i Socialdemokratiets primærvalg med udsigt til at tabe valgte Ahtisaari i 1999 ikke at søge genvalg og fratrådte præsidentembedet i februar 2000.

Forinden havde han med held påtaget sig mæglerrollen i Kosovokonflikten, og s.å. blev han sammen med sydafrikaneren Cyril Ramaphosa udnævnt af den britiske regering til uafhængig våbeninspektør i Nordirland ved uskadeliggørelsen af IRA's våbenarsenal og medvirkede siden til at få afviklet EU-boykotten af Østrig.

I 2002 blev Ahtisaari udset til at lede FN's undersøgelseskommission i Jenin, som dog blev afvist af Israel. Han dannede i 2000 den ikke-statslige organisation, Crisis Management Initiative, med hovedsæde i Helsinki og kontor i Bruxelles, og blev dets første formand i en bestyrelse med detagelse (2004-2008) af bl.a. Harri Holkeri. I det regi mæglede han i 2005 mellem den indonesiske regering og Bevægelsen for et Frit Aceh, Gerakan Aceh Merdeka (GAM), og den 15. august 2005 undertegnedes en fredsaftale om Indonesiens Aceh provins i Helsinki. Senere i 2005 udpegedes han af FN til at lede forhandlingerne om Kosovos fremtidige status. På dette grundlag brød Kosovo provinsen under navnet Kosova i februar 2008 båndene til Serbien og proklamerede sin selvstændighed. I foråret 2008 indviede Ahtisaari et nyt forskningsinstitut ved Oulu universitet, Martti Ahtisaari Institute of Global Business and Economics.

For sit mangeårige arbejde for verdensfreden fik Ahtisaari i 2008 først den nederlandske Geuzenpenning, siden Félix Houphouët-Boignys fredspris, der uddeles af Unesco, og derefter samme år Nobels Fredspris. Desuden tildeltes Ahtisaari i 2010 forhandlerprisen, Great Negotiator Award, ved Harvard Law School som en af verdens mest erfarne og fremgangsrige diplomater og for sine indsatser i Namibia, Aceh og Kosovo.

Martti Ahtisaari har i sin egenskab af fredsmægler lagt navn til den finske mærkedag, Ahtisaaridagen, der fejredes første gang i 2011.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig