• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Gustaf Mannerheim

Oprindelig forfatter Lind Seneste forfatter Redaktionen

Gustaf Mannerheim, Carl Gustaf Emil Mannerheim, 4.6.1867-28.1.1951, russisk-finsk officer, Finlands præsident 1944-46. Mannerheim, der var ud af en svensk-finsk adelsslægt, gik pga. sin fars dårlige økonomi i russisk militærtjeneste og fik her en næsten 30 år lang karriere som kavaleriofficer. Han deltog i Den Russisk-japanske Krig 1904-05, ledede flere vellykkede operationer under 1. Verdenskrig og avancerede i 1915 til generalløjtnant.

Efter Oktoberrevolutionen 1917 vendte Mannerheim tilbage til Finland, hvor han blev øverstbefalende for de borgerlige "hvide" regeringsstyrker, da Den Finske Borgerkrig brød ud i januar 1918. Den 16.5.1918 blev han fejret som borgerkrigens sejrherre, men trådte kort efter tilbage og forlod landet i protest mod regeringens tiltagende tyske orientering, idet Landdagen den 9. oktober 1918 valgte den tyske prins Friedrich Karl af Hessen-Kassel til finsk konge. Hans hustru var søster til den tyske kejser og de havde 4 børn, men efter kejserens abdikation den 10. november 1918 blev dette arrangement uaktuelt.

Efter Tysklands nederlag i 1. Verdenskrig kaldtes Mannerheim hjem og blev i december 1918 rigsforstander for det finske monarki på grundlag af den regeringsform fra 1772, der var udfærdiget under svensketiden.

Annonce

Mannerheim var med sin aristokratiske baggrund ikke demokrat, men arbejdede loyalt for, at landets institutioner atter blev sat i kraft, hvilket var afgørende for Finlands anerkendelse som selvstændig stat. I juli 1919 underskrev han en republikansk forfatning, men blev af Riksdagens politikere vraget som præsident til fordel for K.J. Ståhlberg. Han levede herefter tilbagetrukket og holdt sig fri af flere kupplaner næret af højreorienterede grupper, der sluttede op om ham.

Mannerheim kom igen til at spille en aktiv rolle, da han i 1931 udnævntes til formand for Forsvarsrådet med ansvar for den langsigtede planlægning af det finske forsvar. At han fra at have været symbol på den sejrende borgerlige side i borgerkrigen nu blev betragtet som et nationalt samlingspunkt viste sig, da han i 1933 udnævntes til feltmarskal uden protester fra venstrefløjen.

Mannerheim mente, at de finske politikere burde have afværget Vinterkrigen 1939-40 ved større imødekommenhed over for Sovjetunionen. Da krigen brød ud, blev han øverstkommanderende og førte den dårligt udrustede hær til flere bemærkelsesværdige sejre, inden den måtte bøje sig for overmagten. Under Fortsættelseskrigen 1941-44 fremstod han som Finlands ubestridte militære leder og kunne, selvom landet stod på tysk side mod Sovjetunionen, holde stand over for tyske krav om afbrydelse af forbindelsen til Murmansk og fremrykning mod Leningrad. Da den tyske krigslykke vendte, og det stod klart, at nederlaget var uundgåeligt, blev Mannerheim i august 1944 udnævnt til præsident. Hans hovedopgave var at få Finland ud af krigen, og det lykkedes med våbenhvilen 19.9.1944. I 1946 måtte han syg og under tiltagende sovjetisk pres trække sig tilbage. Han døde i Schweiz og blev begravet under stor national bevågenhed i Helsingfors (Helsinki).

Mannerheims fødselsdag, 4. juni, har siden han fyldte 75 år i 1942 været officiel flagdag i Finland, først under betegnelsen Finlands Marskalks Fødselsdag men fra 1946 som det Finske Forsvars Fanefestdag, nu bl.a. med en årlig national militærparade, der afholdes på skiftende hold landet over med ca. 1500 mand og et større antal militærkøretøjer, fly og helikoptre. Det er samtidig dagen, hvor præsidentens forfremmelser af militære personer træder i kraft og der uddeles hæderstegn. På jubilæumsår for Finlands selvstændighed, dvs. hvert 10. år afholdes paraden dog i Helsinki.

Mannerheims fødehjem, Villnäs Slot, 30 km NV for Åbo, som var i Mannerheim-slægtens besiddelse 1795-1903, blev overtaget af den finske stat i 1961 og har siden 1967 været åbent for offentligheden som museum. Hovedbygningen, et hovedværk i finsk paladsarkitektur, er færdigbygget i italiensk senrenæssancestil af Herman Claesson Fleming i 1655. Hovedbygningen er omgivet af en stor park i engelsk stil.

Eftertidens syn på Mannerheim har gradvis ændret sig, ikke mindst siden Sovjetunionens sammenbrud. Indtil da betragtede mange på venstrefløjen ham endnu som "slagteren" fra borgerkrigen, mens andre var kritiske pga. hans tilhørsforhold til det svenske mindretal. Ikke desto mindre mente mere end 100.000 af de godt 350.000, der i 2004 reagerede på et rundspørge, at han var alle tiders største finne. Resultatet viser mere end noget andet, at arven fra borgerkrigen 1918 og den sprogstrid, der tilsammen har præget Finland i 1900-t., ikke længere spiller nogen nævneværdig rolle.

Referér til denne tekst ved at skrive:
John Howard Lind: Gustaf Mannerheim i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=121671