Den Finske Borgerkrig

Den Finske Borgerkrig, Frihedskrigen, krig mellem borgerlige hvide og socialistiske røde grupper i Finland 27. januar-16. maj 1918. Krigen brød ud, da en socialistisk regering natten til 28.1.1918 tog magten i Helsinki fra P.E. Svinhufvuds regering.

Samme dag begyndte Carl Gustaf Emil Mannerheim som øverstkommanderende for de hvide at afvæbne russiske soldater i nord (deraf navnet Frihedskrigen). Svinhufvuds regering, senatet, kunne nu samles i Vasa (Vaasa) (29.1.-3.5.1918). De hvide viste sig snart bedst organiseret, idet de ud over officerer, der havde været i kejserlig russisk tjeneste ligesom Mannerheim, og Jægerbataljon 27 (1915-1918), som var blevet uddannet i Lockstedter Lager mellem Itzehoe og Kellinghusen i Slesvig-Holsten, fra Sverige fik tilgang af frivillige officerer og soldater samt udrustning. De røde måtte nøjes med begrænset russisk støtte.

Efter nederlag i Slaget om Tammerfors (Tampere), et af de rødes centre, måtte de røde flygte mod Viborg (Viipuri; nuv. Vyborg, Rusland). Kort efter gik tyske tropper, tilkaldt af den hvide regering, i land og kunne dels indtage Helsinki, dels spærre de rødes flugt ved Lahti. De fleste røde ledere flygtede til Rusland, hvor de siden dannede Finlands Kommunistiske Parti (fi. Suomalainen Kommunistinen Puolue (SKP)) den 29.8.1918 i Moskva. Mannerheims sejrsparade i Helsinki 16.5.1918 markerede krigens formelle afslutning.

Ca. 3100 hvide og 3600 røde soldater var faldet i de egentlige kampe, mens rød og hvid terror havde kostet hhv. ca. 1650 og 800 mennesker livet. I det efterfølgende summariske retsopgør blev ca. 8400 røde henrettet, mens endnu ca. 12.500 af i alt ca. 80.000 fanger omkom af sult og sygdom i fangelejre. Ca. 13.000 krigsforældreløse børn og ca. 7.000 børn af internerede blev anbragt på børnehjem.

Borgerkrigen kostede desuden adskillige tyske og russiske soldater livet, ligesom en del russiske soldater blev henrettet.