Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Johan Vilhelm Snellman

Oprindelig forfatter Lind Seneste forfatter Redaktionen

Johan Vilhelm Snellman, 1806-1881, finsk filosof, publicist og politiker. Snellman var hegelianer og udgav inspireret af Hegels retsfilosofi Läran om staten (1842). På den baggrund fandt han, at Finland som del af Rusland med en lille svensktalende kulturelite risikerede russificering, hvis ikke kultureliten frivilligt antog folkeflertallets sprog. Han agiterede i tidsskriftet Saima (1844-46), og mange lod sig overbevise og forfinskede bevidst sig selv og deres børn (se fennomaner). Det skabte mere end noget andet forudsætningen for, at Finland i 1917 kunne fremstå som en selvstændig nation, men blev også kimen til den langvarige sprogstrid i landet. Efter liberaliseringen i 1856 blev Snellman professor i Helsinki og fik som medlem af regeringen stor politisk indflydelse. I 1863 fik han udvirket et sprogreskript, der ligestillede finsk og svensk i administrationen, og som senator for finansvæsenet 1863-68 fik han indført en finsk møntfod.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
John Howard Lind: Johan Vilhelm Snellman i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=161574