Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Finland - forhistorie

Oprindelig forfatter Edg Seneste forfatter BlochP

Finlands ældste bebyggelse tilhører den mesolitiske Suomusjärvi-kultur ca. 6500-4200 f.Kr. Redskaberne tilvirkedes især af kvarts og kvartsit, da flint ikke forekommer i Finland. I neolitisk tid (4200-2000 f.Kr.), da Finland udgjorde en del af den kamkeramiske kulturkreds, var samfundet baseret dels på jagt på sæl, elg og bæver, dels på fiskeri. I slutningen af den periode forekommer bådøkse-kulturen; på Åland den grubekeramiske kultur. Jordbruget introduceredes i Sydfinland under den senneolitiske Kiukais-kultur. I bronzealderen (1500-500 f.Kr.) var der livlige kontakter med både Skandinavien og det centrale og østlige Rusland. Gravformen var stenrøser. Den førromerske jernalder (500 f.Kr.-Kristi fødsel) karakteriseres ved jernproduktion, og forbindelserne med Baltikum var livlige. I romersk jernalder (Kristi fødsel-400) forekom nye gravformer af baltisk karakter ved siden af røserne. Fra folkevandringstiden (400-600) vokser det germanske indslag i fundmaterialet, og i merovingertiden (600-800) skabtes adskillige nationale smykkeformer. Gravskikken var brandgrave under flad mark. Vikingetiden (800-1050) kendetegnes af en stabil udvikling med velhavende bondesamfund og vidtstrakte handelsforbindelser. Finlands yngste forhistoriske periode, korstogstiden, ophører i Vestfinland 1150, i Karelen i 1300.

Læs videre om Finlands historie eller om Finland generelt.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Torsten Edgren: Finland - forhistorie i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=76152