Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hósvík

Oprindelig forfatter RGutt Seneste forfatter Redaktionen

Hósvík, Thorsvig, bygd på Streymoy, Færøerne, beliggende ved det smalle sund, Sundini, mellem Streymoy og Eysturoy; 344 indb. (2012). Hósvík var centrum for en kommune af samme navn, indtil den 2005 blev en del af den ny Sunda Kommune. Bygden ligger i en bue omkring en lav strandeng; de mange åer, der afvander botnerne omkring bygden, har aflejret sand og grus i dette område. Hósvík omgives af en fjeldkæde med Árnadalstindur (718 m) som det højeste punkt. Ved havnen ligger et par mindre industrier.

Bebyggelsen Við Áir i kommunens nordlige del er en nedlagt hvalfangerstation; bygningerne benyttes af revalideringsinstitutionen ALV, Avlamisvirkið. Her ligger også det offentligt ejede Fiskaaling (fiskeopdræt), et lakse- og ørredbrug på forsøgsbasis.

Annonce

Stednavnet kendes fra 1584 som Thorsuig, 1. led vist gudenavnet Thor, 2. led færøsk vík 'vig'.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Rolf Guttesen: Hósvík i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=93257