Havbrug med laks
Havbrug med laks er en stor industri på Færøerne
Havbrug med laks

Fiskerierhvervet på Færøerne har gennemgået en lang og gennemgribende teknologisk udvikling. Dette fotografi er taget ca. 1900, da den færøske klipfisk var et dominerende produkt i fiskeindustrien. Arbejdet med at rense, vaske og tørre fisken blev overvejende udført af kvinder.

.

Bygden Saksun fra 1600-t. Kirken i baggrunden er fra 1700-t.

.

Færøerne - geografi, Færøerne består af 18 øer, som er adskilt af smalle sunde og fjorde. Nærmeste land er Shetlandsøerne 300 km mod sydøst.

Landskabsformer

Kunoy

Kunoy er den langstrakte ø på Færøernes nordlige del. Bygderne Kunoy og Haraldssund er forbundet med en 3 km lang tunnel

Kunoy
Af .

Landskabsformerne afspejler såvel undergrundens vulkanske bjergarter som de nedbrydende processer, der har været aktive siden vulkanismens ophør i Tertiær for 50-60 mio. år siden.

De basaltiske lagserier hælder generelt mod øst, og da den fremherskende vindretning i lange perioder har været vestlig, har havets erosion tæret mest på de vestvendte kyster, som mange steder fremstår med høje, stejle partier. Enniberg på Viðoy (750 m) og Beinisvørð på Suðuroy (469 m) er kendte eksempler på sådanne stejlkyster. Langs med de beskyttede partier i fjorde og sunde skråner fjeldsiderne jævnt ud mod kysten og kan være udformet i blødt morænemateriale fra sidste istid. I det hele taget er landskabet stærkt præget af gletschernes virksomhed under istiderne i Kvartær. Sprækker og lavninger blev her eroderet til brede, U-formede dale, og de mellemliggende fjeldpartier er præget af botner (cirkusdale), smalle kamme, hvor botnerne er eroderet ind i hinanden, samt høje tinder ofte beliggende mellem tre botner. Øen Kunoy består af én sammenhængende fjeldrække med næsten konstant topniveau; over en strækning på 10 km varierer fjeldtoppene kun mellem 815 og 831 m, og dette niveau tolkes som den oprindelige basaltoverflade fra Tertiær. Fænomenet kan genfindes flere steder.

De tre basaltserier, som øerne er opbygget af, resulterer i forskelligt udformet overfladerelief. Den nedre basalt, fx på Suðuroy, giver storformer med trappeformede fjeldsider, der skifter mellem nøgne klippeafsatser, hamre, og vegetationsklædte skråninger. Den mellemste serie med tynde lavastrømme og porøse mellemlag giver konvekst skrånende fjeldsider uden markante afsatser; de findes på Vágar og store dele af Streymoy og Eysturoy. Den øverste serie minder meget om den nederste, men tyndere basaltbænke giver her mere småtrappede former, som de findes på det meste af Norðoyar.

Resurseudnyttelse og regional udvikling

Beliggenheden i det nordlige Atlanterhav betinger, hvilke naturlige resurser der kan udnyttes af befolkningen. I det gamle bondesamfund og op til 1900-t. var det landbrugsjorden, som var produktionsgrundlaget. Bygderne var landbrugsmæssige produktionsenheder, og indbyggertallet svarede nogenlunde til landbrugsareal og bonitet. Dette udtryktes i marketallet, som ikke er et arealmål, men nærmere et sammensat ydelsesmål, som samtidig angiver ejernes rettigheder og pligter i bygden.

Tidligere blev fiskeriet drevet fra små, åbne robåde nær land. Denne form for fiskeri kaldtes útróður 'at ro ud'. Útróður blev ofte drevet i forbindelse med smålandbrug og af daglejere eller for de egentlige bønders vedkommende som supplement til landbruget. Denne erhvervskombination var på Færøerne et væsentligt træk, som varede ved langt ind i 1900-t.

I 1870 begyndte overgangen til slupfiskeri. Slupperne var tomastede, sejlførende, britiskbyggede fiskekuttere, fishing-smacks. Med det nye udstyr blev det havets resurser, der angav muligheder og begrænsninger. Sluptiden ændrede bebyggelsesmønstret, idet en ny lokaliseringsfaktor fik betydning. Det var de naturlige havne, hvor losning og lastning kunne foregå, og hvor slupperne kunne ligge for anker i vinterhalvåret. De bygder, som både havde gode havne, og som kunne opdyrke nye arealer til den voksende gruppe af arbejdere og fiskere, oplevede en betydelig befolkningsvækst. Således voksede Tvøroyri på Suðuroy til at blive Færøernes næststørste by i første halvdel af 1900-t.

Udviklingen i efterkrigstiden fortsatte med øget differentiering af fiskeriet, og den samtidige vækst i handels- og serviceerhvervene var med til at skabe et nyt lokaliseringsmønster. Disse byerhverv etablerer sig i de største kommuner og gerne dem, der har det største opland. Bl.a. Klaksvík oplevede en rivende udvikling og har siden 1950 været øernes næststørste by. Samtidig befæstede Tórshavn sin dominerende stilling; i 1950 boede 19% af Færøernes befolkning her, og 40 år senere var andelen vokset til 34%. Modsat er bygderne på de små øer gået tilbage i folketal; på de samme 40 år reduceredes fx Mykines' folketal fra 141 til knap 20.

Bygdernes trivsel og især de mindste bygders overlevelse har længe haft en central placering i færøsk politik, omtalt under den rummelige betegnelse bygdamenning 'bygdeudvikling'. Egentlige bygdeudviklingsprogrammer er aldrig blevet formuleret, men på forskellige måder har de mindre og afsidesliggende bygder fået en slags positiv særbehandling.

Fiskerigrænser

Oprindelig havde Færøerne en 16-sømils fiskerigrænse. Efter forhandlinger mellem Danmark og Storbritannien blev den i 1901 rykket ind til 3 sømil. Det voksende britiske fiskeri med damptrawlere fik glæde af dette, men samtidig blev det traditionelle færøske fiskeri ødelagt, og færøske fiskere søgte til banker ved Island og Grønland. I 1955 blev fiskeriterritoriet udvidet, da 3-sømile-grænsen blev trukket ud fra mere fordelagtige basislinjer. De følgende år blev en række udvidelser gennemført, indtil den nuværende grænse på 200 sømil blev etableret i 1977. Dette indebar helt nye betingelser for fiskerierhvervet, da Færøerne nu i princippet havde fuld råderet over fiskeresurserne ved øerne. Men samtidig havde andre lande udvidet deres grænser tilsvarende og dermed afskåret færingerne fra deres fiskeri ved Newfoundland, Grønland, Island, i Barentshavet og i Nordsøen. Siden 1977 har der dog været aftaler landene imellem, hvor man har byttet kvoter, således at traditionelt fiskeri har kunnet fortsætte, om end i begrænset omfang. Kvoteudvekslingen fremmes af, at visse fiskearter vandrer over store afstande (fx blåhvilling og lodde), således at et enkelt land har svært ved at gøre eksklusivt krav på bestanden.

Produktion og erhvervsudvikling

Fiskeri og fiskeindustri er de bærende erhverv, og stort set alle andre erhverv på Færøerne kan ses som afledt af disse. Skibsværfter og fremstilling af fiskeredskaber er de vigtigste brancher, selvom der har været gjort mange forsøg på at etablere andre småindustrier. Det lille hjemmemarked, afstandene til eventuelle eksportkunder samt forholdet til EU har sat snævre grænser for mulighederne. Set over en længere periode er det mest iøjnefaldende træk ved erhvervsudviklingen landbrugets tilbagegang. Landbruget beskæftigede i 1845 68% af befolkningen, men under 1% i 1990'erne, hvor langt størstedelen af færingerne er i handels- og servicesektoren. Beskæftigelsen i selve fiskeriet er faldende og udgør i 1996 ca. 10%. Fiskeriet har som helhed siden nedgangen i midten af 1990'erne haft bedre tider, både hvad angår fisket mængde og salgspriser. Indhandlingerne til færøske købere er fordoblet fra 1996 til 2000, og i modsætning til tidligere tider med central prisfastsættelse og mange tilskudsordninger bliver omkring halvdelen af fangsterne i dag solgt på fri auktion.

Landbruget er fortsat overvejende et udmark-indmark-system med fåreavl som vigtigste element. Indmarken, bøur, er den indhegnede, opdyrkede del omkring de gamle bygder. Her dyrkes græs til vinterfoder for får og kvæg, desuden lidt kartofler til eget forbrug. Tidligere spillede kornavl (seksradet byg) en rolle. Udmarken, hagin, er udyrket, og her græsser fårene året rundt. I vinterhalvåret får en del af dem lov til at græsse på indmarksarealerne. Fårebestanden er på ca. 70.000, og der slagtes årligt godt 40.000 lam. Set i forhold til nabolandene er dette slagteforhold på ca. 65% ret lavt. Mælkeproduktionen er koncentreret på nogle få store bedrifter nær byerne med nyopdyrkede jorder uden for de bebyggede områder. Bøndernes mejeri Mjólkarvirki Búnaðarmanna ligger i Tórshavn.

Jorden er enten kongs- eller odelsjord. Kongsjorden var oprindelig kirkejord; efter Reformationen blev den eksproprieret af kongen og ejes nu af Færøernes Lagting. Kongsgårdene går som samlede brug videre som arvefæste til ældste søn. Odelsjord kan derimod sælges og splittes ved arvedeling. Disse arveregler bevirkede, at kongsbønderne blev den stabile, magtfulde faktor i samfundet. I overgangstiden til fiskeri var det bygderne med megen odelsjord og dermed større fleksibilitet, som især kunne optage befolkningsvæksten.

Fiskeri. I de nære farvande fiskes især med trawl og langline. Fangsten køles om bord med is og sælges på auktion eller direkte til filetfabrikkerne. Snurpenot- eller kraftblokfartøjer fisker stimefisk som makrel, lodde, sild og blåhvilling i islandske, norske eller færøske farvande. Størstedelen landes til fiskemelsfabrikken Havsbrún i Fuglafjørður. Et mindre antal store fabrikstrawlere fisker i Barentshavet; de forarbejder fangsten om bord og er udstyret med fryselast. Turene er normalt lange; to til fire måneder. Rejetrawlere fisker ved Canada, Grønland, Svalbard og i Barentshavet. Nogle forarbejder fangsten om bord, andre sælger råvaren til højestbydende køber, evt. Færøernes enlige rejefabrik O.C. Joensen ved Oyri. Samme sted ligger en kammuslingefabrik, der med egen trawler forsynes fra felter øst for øerne.

Der landes 20-25 fiskearter på Færøerne; de vigtigste arter til konsum er torsk, kuller og sej. Af mindre betydning er arter som guldlaks, sperling, hellefisk og helleflynder. Langt de største fiskemængder i færøsk farvand fiskes af lokale fiskere. Kun blåhvilling udnyttes mest af andre lande, nemlig Rusland og Norge. Siden 1970'erne har fiskeriet været præget af overinvestering i fiskekapacitet, og stort set alle arter er overfisket inden for 200-sømile-grænsen. Dette er sammen med lave verdensmarkedspriser for fisk en væsentlig årsag til den økonomiske krise i 1990'erne. Offentlige subsidier var i høj grad medvirkende til forkerte investeringer og nedfiskning af bestandene, men også en række år med svage årgange og ringe tilgang af yngel har haft betydning.

Havbrug. I 1980'erne var opdræt af laks og ørred i saltvand inde i en kraftig ekspansion. Den første lovgivning på området søgte at fremme små, lokalt ejede havbrug, og i nogle år ekspanderede erhvervet kraftigt og oplevede gode priser. Men samtidig steg produktionen i konkurrerende lande, og priserne faldt. Store problemer med bl.a. fiskesygdomme har hærget de færøske havbrug, og antallet af fungerende anlæg er i 1996 faldet til 20 mod 60 i 1990.

Fiskeindustri. Den landbaserede fiskeindustri med filetfabrikker i alle større bygder fik et vældigt skub fremad, da briterne i 1964 i protest mod Færøernes udvidelse af fiskerigrænsen indførte landingsforbud for færøsk ferskfisk. De fleste fabrikker blev etableret af bygderne selv; kapitalindskyderne var kommunekassen, fagforeningerne, enkelte redere og købmænd samt et bredt udsnit af bygdens husstande. Filetfabrikken blev ofte den største eller eneste arbejdsplads i bygden. Da filetproduktionen var på sit højeste i 1989, var der 22 fabrikker spredt ud over øerne. Overkapacitet, faldende fangster og gældsproblemer gjorde i begyndelsen af 1990'erne driften umulig for de lokale virksomheder. Alle fabrikker på nær to blev i gældssaneringsøjemed samlet i ét selskab, Føroya Fiskavirking, som nu viderefører driften på 6-8 produktionssteder. Størstedelen af fiskeeksporten går gennem Føroya Fiskasøla (Faroe Seafood Prime). Man søger at udvikle og fremstille flere forædlede produkter, bl.a. færdigretter, men udviklingen hæmmes af den handelsaftale, som Færøerne har med EU. Den sætter kvoter for den toldfrie eksport og lægger høje toldsatser på eksport herudover.

Anden industri. De to skibsværfter i Skáli og Tórshavn har siden 1962 bygget stålskibe, flest fiskefartøjer, men også fragtskibe o.a. En del er bygget til udenlandske redere. Endvidere findes der fiskerirelateret håndværk og industri, som bl.a. fremstiller trawl, net, liner, automatiske sneller, reb og hydrauliske trawlspil. Efter lang tids forberedelse foretog tre olieselskaber de første prøveboringer i havet SØ for Færøerne i sommeren 2001. To boringer var tørre, men den sidste viste spor efter olie og gas.

Infrastruktur

Naturhavnen i Gjógv.

.

Tidligere foregik al transport og befordring med åbne robåde samt til fods eller hest ad vardestierne mellem bygderne. I første halvdel af 1900-t. blev langt de fleste rutefartøjer drevet af private firmaer. Det indebar et krav om økonomisk overskud, og investeringerne i fartøjerne var beskedne; de fleste var billige, let ombyggede fiskefartøjer. Standarden forbedredes efter 2. Verdenskrig, og anlægsbroer blev udbygget og forbedret. I løbet af 1960'erne var vejnettet blevet så udbygget, at der opstod behov for biltransport mellem øerne. Den første bilfærge kom til Færøerne i 1965. Landsstyrets færgeselskab Strandfaraskip Landsins havde i midten af 1970'erne overtaget alle ruter og forbedret standarden; der er nu bilfærger mellem alle større øer. Fra midten af 1950'erne blev vejnettet udvidet og moderniseret, og alle bygder på de større øer har fået vejforbindelse.

Investeringerne i infrastruktur, specielt trafikanlæg, har været meget store. I forbindelse med den økonomiske krise har de været kritiseret som ekstravagante og unødvendige; men uden en tidssvarende infrastruktur kan et moderne samfund ikke fungere.

I 1980'erne blev der etableret ruteflyvning med helikopter til de mindre øer og enkelte andre bygder. En bro forbinder de to største øer, Streymoy og Eysturoy, og dæmninger over smalle sunde forbinder Borðoy med Viðoy og Kunoy. En lang række tunneler muliggør trafik på tværs af de høje fjelde og forkorter vejen mellem bygderne.

Befolkningsudvikling

Færøerne. Kort over eftersøgningskoncessionerne SØ for Færøerne. I 2001 blev der fundet olie og gas i 4275 m dybde i område 1.

.

Færøernes befolkning tredobledes i 1800-t., og det samme er sket i 1900-t. Vandringerne til og fra øerne har svinget meget, og i flere perioder har udvandringen været stor. 1990'erne blev en turbulent periode på Færøerne. Der var alvorlig krise i landets finanser, og det smittede af på produktion, befolkningens størrelse og sammensætning samt politik. Indbyggertallet havde sit maksimum i 1989 med 47.800, men faldt med 5500 frem til 1995 pga. stor udvandring, især til Danmark. Efter 1995 er det gået jævnt fremad. Der har været en årlig nettotilvandring på 200-400, således at befolkningstallet i 2006 er over 48.000. Den regionale fordeling af væksten har været uensartet; således har Tórshavn yderligere styrket sin position og har nu over 18.000 indb. svarende til ca. 40% af befolkningen. Værst er det gået ud over de sydlige og vestlige øer, Suðuroy, Sandoy og Vágar, som har faldende eller stagnerende befolkningstal.

Læs mere om Færøerne.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig