Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Oder

Oprindelige forfattere FMyg og Hubbe Seneste forfatter Redaktionen

Oder, polsk og tjek. Odra, 903 km lang europæisk flod med et 125.000 km2 stort afvandingsområde. Floden udspringer på sydøstsiden af Sudeterne i Tjekkiet i 634 m højde, passerer Den Mæhriske Port og løber mod nordvest ind i Polen. Fra 50 km syd for Frankfurt an der Oder, hvor floden Lausitzer Neiße munder ud i Oder, løber floden mod nord til bugten Stettiner Haff i Polen.

Vandstanden i Oder varierer meget, de største højvander har ofte medført oversvømmelse og forekommer om foråret efter snesmeltningen i bjergene og efter voldsom og vedvarende regn om sommeren. I forsøget på at kontrollere højvanderne byggede man frem til 1939 18 dæmninger over Oders bifloder og diger langs floden i de mest truede områder. Desuden blev lange strækninger kanaliseret for at bedre forholdene for skibsfarten, der i dag er uden betydning.

Før 1500-t. var kun det øvre løb nord for Frankfurt an der Oder vigtigt som vandvej, men Oders betydning øgedes med de preussiske fyrsters merkantilistisk inspirerede kanalbyggerier i 1600-1700-t. og med de store kanalbyggerier i 1800-t. Kanalerne forbandt Oder med floderne Havel og Spree og dermed med Elben.

Annonce

Ved Potsdamkonferencen i 1945 blev Oder og dens biflod Lausitzer Neiße de facto-grænse mellem Tyskland og Polen (se Oder-Neiße-grænsen).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn Mygind, Tonny Hübbe: Oder i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 26. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=134452