Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Europa - historie (perioden 1500-1800)

Oprindelig forfatter KJVJ Seneste forfatter Redaktionen

Den enhedskultur, Middelhavskulturen, som kendetegnede Romerriget også i dets sene faser, var definitivt brudt sammen omkring 1500. Osmannerrigets ekspansion op over Balkan lukkede i flere århundreder dette område for europæisk indflydelse. Noget lignende var tilfældet med det vidtstrakte russiske område, som siden mongolernes erobring i 1200-t. fortrinsvis havde modtaget impulser østfra. Disse udkantsområder fulgte derfor også siden hen et anderledes udviklingsmønster end resten af Europa.

Her kunne der omkring 1500 spores opbrud på næsten alle områder. Overalt var befolkningstallet igen begyndt at vokse efter de store tab i forbindelse med 1300-t.s pestepidemier. Efter et løseligt skøn levede der omkring 1500 ca. 80 mio. mennesker i Europa, det europæiske Rusland medregnet. Dette tal var omkring 1600 vokset til ca. 110 mio. for yderligere at stige til ca. 187 mio. omkring 1800. Der var tale om en uhørt høj vækstrate, en befolkningseksplosion.

Den fornyede fremgang i folketallet fik betydelige økonomiske og sociale virkninger. Mange byer kom nu i hurtig vækst efter århundreders stagnation, og samtidig krævede det voksende pres på de naturlige resurser en stadig effektivisering af landbrugsdrift og fødevareproduktion, hvilket igen gav anledning til betydelige forandringer. Europa oplevede således i 1500-t. for første gang i århundreder en generel inflation, en prisrevolution, som forlenede verdensdelens økonomiske liv med en hidtil ukendt mangel på stabilitet.

Annonce

Dertil kom omfattende forandringer i de vante handelsmønstre. De store opdagelser og forbedret skibsteknologi bevirkede i forbindelse med tyrkernes blokering af karavaneruterne til Orienten, at de gamle handelsruter fik mindre betydning. I stedet opstod der nye, overvejende orienteret mod Atlanterhavet og fortrinsvis baseret på søtransport. Det økonomiske tyngdepunkt blev i stadig stigende grad egnene omkring Den Engelske Kanal, og byer som London, Amsterdam og Antwerpen oplevede en blomstringstid, mens gamle centre som Venezia og de sydtyske byer sygnede hen. I løbet af 1500-t. styrkedes den økonomiske arbejdsdeling mellem Øst- og Vesteuropa. De tyndtbefolkede egne omkring Østersøen producerede et overskud af billigt korn, kød og råstoffer, som derefter blev forædlet og forbrugt i det rige, tætbefolkede Vesteuropa.

Også bevidsthedsmæssigt var der opbrud. Fundamentalistiske religiøse rørelser samlede sig i de protestantiske reformationer (den lutheranske 1517, den zwinglianske 1519 og den calvinske 1541), som endegyldigt knuste den gamle utopi om en samlet kristenhed under pavens gejstlige og kejserens verdslige autoritet. Det gamle Tysk-romerske Kejserrige blev som følge af det kirkelige skisma spaltet i en nordlig protestantisk og en sydlig katolsk del, hvilket medførte betydelig svækkelse af den habsburgske kejser i forhold til de lokale fyrstemagter. Der opstod en helt ny skillelinje i Europa: På den ene side et protestantisk Nordeuropa, som klarere og klarere distancerede sig fra den latinske verden, på den anden et katolsk Sydeuropa, der fortsat var domineret af den gamle Middelhavskultur. Mod øst dominerede den ortodokse kirke.

På samme tid førte den italienske renæssance og dens nordeuropæiske modstykke til et bevidsthedsmæssigt kvantespring, som trak lange spor i europæisk civilisation. Kernen deri var opgivelse af den middelalderlige forestilling om skabelsen som en afsluttet proces og det jordiske samfund som en ufuldkommen afspejling af en evig guddommelig orden. Denne kosmologiske tankegang erstattedes gradvis af en opfattelse, som kunne kaldes antropocentrisk i den forstand, at den satte mennesket i centrum og tænkte alle ting derudfra. Mennesket var under denne synsvinkel udstyret med en fri vilje og skabt til at skabe; skabelsen var en fortløbende proces, og mennesket var ikke blot et produkt af Guds skaberværk, men i stedet en mulighed, et led i selve skabelsesprocessen. Denne nye tro på menneskets evne til selv på godt og ondt at forme fremtiden gav europæisk civilisation et nyt, næsten aggressivt og eksperimenterende anstrøg. Det var således næppe uden sammenhæng med det, at magter som Spanien, Frankrig, Nederlandene og England i de følgende århundreder skabte et vidtstrakt net af oversøiske kolonier med det resultat, at europæisk civilisation omkring 1800 dominerede ca. 35% af klodens samlede landmasse.

Kolonirigerne i Asien, Afrika og Amerika gjorde Europa til centrum i et verdensomspændende økonomisk system og fik på længere sigt stor betydning for verdensdelens udvikling. Økonomisk, fordi kolonierne blev en uudtømmelig kilde til billige råstoffer og samtidig et stort marked for europæisk industri, hvilket blev en væsentlig igangsættende faktor for den industrielle revolution fra 1700-t. Politisk, fordi kolonibesiddelsen begunstigede de Atlanterhavsvendte sømagter, som hver især blev centre i verdensomspændende imperier. Dette forhold forklarer også, at konflikter mellem de europæiske stormagter ofte havde en tilbøjelighed til at brede sig til hele verden.

I 1500-t.s store opbrud gik den middelalderlige civilisation under, og det moderne Europa kom til syne. Kristenheden som fælles samlingspunkt var brudt sammen; den nye identifikationsfaktor blev Europa: Verdensdelens beboere blev stedse deres identitet som europæere mere og mere bevidst. Man kan med en vis ret hævde, at europæere som følge af de gamle værdiers sammenbrud omsider opdagede Europa — ca. 100 år efter at de havde opdaget Amerika.

Perioden mellem reformationerne og Trediveårskrigens afslutning i 1648 betegnes almindeligvis som religionskrigenes tidsalder. Deri ligger en stærk forenkling af en kompliceret virkelighed; men under alle omstændigheder undergik Europakortet i den periode en voldsom forandring. Det middelalderlige Europa, som afspejlede den katolske kirkes dominans, og en kejsermagt, som ligeledes gjorde krav på at være universel, var gået under. Ud fra religionskrigenes tilsyneladende anarki og blodige kaos fremstod et helt andet Europa, hvis vigtigste byggesten var suveræne fyrstestater med klare territorialgrænser.

Denne radikale nyordning af Europas politiske geografi bekræftedes formelt ved Den Westfalske Fred 1648, som var resultat af den første egentlige internationale fredskongres i europæisk historie. Ud over at bekræfte fyrstestatens nye hovedrolle fastslog fredstraktaten den verdslige statsræsons primat over religionen og hyldede tillige magtbalancefilosofien som bærende princip i internationale relationer. Som konkret udtryk for den nye verdensorden garanterede fredskongressen fuld suverænitet for Schweiz og de nordlige Nederlande, det senere Holland.

Den Westfalske Fred lagde grunden til 1700-t.s stabile storpolitiske mønster, som bestod af fem stormagter og et stort antal små og mellemstore stater, der fungerede som bufferzoner mellem stormagterne. Den betydeligste stormagt var Frankrig, der nu overtog Spaniens hidtidige rolle som dominerende fastlandsmagt. Herudover var der England, som overtog Spaniens gamle maritime førerrolle, Østrig, som blev det skrantende kejserriges efterfølgerstat, Preussen, som ved målbevidst ekspansion fra omkring 1700 voksede ud af kurfyrstendømmet Brandenburg, og endelig Rusland, som forblev den store ubekendte. Den østlige stormagt fungerede først og fremmest som bagtæppe for europæisk storpolitik og blandede sig kun undtagelsesvis i den — en rolle, som i øvrigt var sammenlignelig med den, som det nu skrantende Osmannerrige havde spillet. Som satellitter omkring disse storpolitiske fiksstjerner svævede verdensdelens mindre magter, herunder de mere end 300 tyske småstater, i et evigt skiftende mønster, formet af statsræson og magtbalancetænkning.

Den verdslige fyrstestats nye position i international politik banede vej for absolutismen som dominerende statsideologi. Med Ludvig 14.s Frankrig som det strålende forbillede udviklede der sig efterhånden i hovedparten af Europas stater absolutistiske styreformer med monarkerne som enevældige herskere af Guds nåde og med stærkt centraliserede magtapparater. De betydeligste undtagelser fra denne hovedregel var det stænderstyrede Schweiz, Nederlandene, som styredes af et købmandsoligarki, og England, som i forbindelse med The Glorious Revolution 1688-89 fik en liberal forfatning med Parlamentet i hovedrollen. De absolutistiske regimer bestod stort set uantastet, indtil de blev væltet omkuld af de liberale revolutioner 1789-1848.

Parallelt med verdsliggørelsen af det politiske liv fandt en sekularisering af åndsliv og videnskab sted. Grundlaget var renæssancens nye tankefigurer; men det egentlige gennembrud skete omkring 1700, da englænderen Isaac Newton formulerede sin almene mekanistiske teori om fysikkens grundlove. Næsten samtidig formede hans landsmand John Locke en tilsvarende syntese på det etisk-sociale område, og lidt senere fulgte franskmanden Montesquieu dette op med påvisning af samfundsnormers relative karakter. Det samlede resultat blev formuleringen af det moderne europæiske omverdens- og videnskabssyn, der byggede på frugtbar vekselvirkning mellem rationel teoridannelse og empirisk efterprøvelse. Dette nye paradigme førte siden hen til epokegørende erkendelsesmæssige nybrud, som forlenede europæisk civilisation med en enestående dynamik, fremskridtstro og selvtillid.

På den måde skabtes grundlaget for 1700-t.s oplysningstid, hvis hovednavn blev den franske filosof Voltaire. Det var en tidsalder præget af ukuelig fremskridtstro, med krav om udstrakt tolerance og besjælet af en kosmopolitisk indstilling. Det var således tidstypisk, at Voltaire uden besvær på skrift kunne stille sine rige evner til rådighed for det franske, det preussiske og det russiske hof. I dette århundrede bestod der en helt enestående alliance mellem Europas intellektuelle og verdensdelens politiske magthavere. For oplysningsfilosofferne var det en vigtig opgave at uddanne fyrsterne til gode, kloge og tolerante herskere. På denne måde udvikledes den oplyste enevælde, hvis grundtanke var forestillingen om fyrsten som folkets kloge, kærlige og oplyste far. Sådanne idéer prægede de fleste absolutistiske regimer i deres sidste fase op til Den Franske Revolution 1789.

Denne begivenhed blev et skel i europæisk historie på linje med opbruddet omkring 1500. Revolutionen var på næsten alle områder et opgør med den forudgående periodes elitære fornuft og fremskridtstro. Den blev grundlæggende båret af forestillingen om det suveræne folk og almenviljen som retningsgivende for politisk handling, således som Jean-Jacques Rousseau allerede i 1700-t.s midte havde formuleret det. Revolutionens bærende ideologi var liberalismen, hvis økonomiske og markedsmæssige konsekvenser den skotske økonom Adam Smith i 1776 havde formuleret. I overensstemmelse dermed blev revolutionen båret frem af den borgerlige middelstand, der i 1700-t. havde oplevet en kraftig vækst i både antal og økonomisk magt som følge af en blomstrende handel og den begyndende industrialisering. Denne befolkningsgruppe krævede nu med stigende styrke andel i den politiske magt. Men da det var uforeneligt med absolutismens væsen, tog borgerskabet i 1789 skæbnen i egne hænder. Resultatet blev Den Franske Revolution samt de store politiske og geografiske omvæltninger overalt i Europa, som fulgte i dens kølvand.

Det samlede resultat af denne store jordrystelse blev fremvæksten af det borgerligt-liberale Europa og endnu en gang en grundlæggende nytegning af Europakortet; denne gang efter nationale skillelinjer, som ofte gik på tværs af absolutismens dynastiske grænsedragninger. Hvor byggestenen i 1700-t.s Europa havde været den dynastiske fyrstestat, som ofte rummede flere nationaliteter, blev grundelementet efter Den Franske Revolution den borgerligt-liberale nationalstat. Dermed var dagsordenen sat for den udvikling, som især kom til at sætte sit præg på 1800-t.s europæiske historie: Nationalstatens vækst og konsolidering med alle de konsekvenser, som flød deraf.

Læs mere om Europas tidligere historie, om Europas senere historie eller om Europa i øvrigt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Knud J.V. Jespersen: Europa - historie (perioden 1500-1800) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=73088