Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Europa - historie (middelalderen)

Oprindelig forfatter Hybel Seneste forfatter Redaktionen

I midten af 700-t. nåede den arabiske ekspansion sit højdepunkt. Europa blev i århundrederne før år 1000 delt i en vestlig romerskkatolsk-latinsk og en østlig græskortodoks-byzantinsk kristen kultur. Hertil kom, at islam havde vundet fodfæste i det sydvestlige Europa, og at hedenske kulturer herskede i Nord- og Østeuropa. Muslimerne var trængt frem til Sydfrankrig og havde sat sig fast på Den Iberiske Halvø. Nordafrika, Mellemøsten og det sydøstlige Tyrkiet var arabisk territorium. Det Østromerske Rige havde hermed mistet over halvdelen af sine landområder, og bl.a. derfor blev riget i den følgende tid reorganiseret. Hos eftertidens historikere er denne reorganisering kommet til udtryk i betegnelsen Det Byzantinske Rige, som ikke blev brugt i samtiden. Riget bevarede en vis politisk og kirkelig forbindelse til paven i Rom frem til det endelige skisma mellem den græskortodokse kirke og den romerskkatolske i 1054, bl.a. på grund af rigets besiddelser i Italien, som blev tabt i slutningen af 1000-t. Men orienteringen var fra midten af 700-t. rettet mod de centrale rigsdele Balkan og Lilleasien.

Det Byzantinske Rige videreførte traditionerne fra den senromerske stat i mere direkte forstand end de nye riger i Vesteuropa og til dels også end Det Arabiske Rige. Reviderede udgaver af Romerrigets love bandt riget sammen under én fælles lov. Forestillingen om en suveræn stat repræsenteret af kejseren, der stod over loven, indgik i byzantinsk ret. Kejserens magt var absolut; han var øverste lovgiver, dommer og militær leder og desuden overhoved for såvel den verdslige som den kirkelige administration. Om end kejseren ikke kunne forvalte sakramenterne, havde han indflydelse på religionens udlægning samt ret til at ind- og afsætte patriarker og andre gejstlige.

Arabernes videre fremtrængen i Vesteuropa blev effektivt standset, efter at Pippin 3. den Lille med pavens samtykke i 751 havde afsat den sidste merovingerkonge og udråbt sig selv til konge. Pippin erobrede det sydlige Frankrig fra araberne, og hans søn Karl, der fik tilnavnet den Store, drev muslimerne i Nordspanien tilbage. Karl erobrede longobardernes riger i Italien og besejrede og tvangskristnede Sachsen; han skabte et rige, der i udstrækning kunne måle sig med Det Vestromerske Rige.

Annonce

Karolingerrigets centrum blev Rhinlandet og den blomstrende by Aachen, hvor Karl lod sit palads og hofkapel bygge. Etableringen af dette rige styrkede på afgørende vis den vestlige kristenhed nord for Alperne, og med kejserkroningen af Karl i Rom juledag år 800 blev forbindelsen mellem den verdslige og den gejstlige magt endeligt forankret. Der udvikledes et statsligt møntvæsen og en udbygget administration, som knyttede aristokratiet stærkt til centralmagten.

Alligevel var der tale om en ret løs rigsdannelse, som havde flere træk tilfælles med de tidligere germanske riger end med de samtidige byzantinske og arabiske. Efter Karls død i 814 viste svaghederne sig, og der udbrød strid mellem hans sønner. Ved Forliget i Verdun 843 blev riget delt i tre: Et vestrige (det senere Frankrig), et østrige (det senere Tyskland) og et rige, som omfattede området fra Nederlandene over Rhinlandet til Norditalien. Herskeren over denne den fornemste del beholdt kejsertitlen efter faderen.

I den følgende tid tog splittelsen til i de to vestligste riger, mens det lykkedes kongemagten i den østligste del at holde stand. Kong Otto 1. den Stores vellykkede forsvar af østriget mod magyarernes angreb fra øst styrkede ham både indadtil og over for omverdenen. Han skaffede sig kejsertitlen ved sit indgreb til fordel for paven i Italien i 962, og som kejser gjorde han og hans efterkommere krav på Italien, Burgund og Rhinlandet. I midten af 1000-t. var størsteparten af disse lande lagt under kejseren, som desuden havde en vis magt over områderne nord og øst for riget, bl.a. Danmark.

Det Tyske Rige blev af de lærde betragtet som videreførelsen af Karolingerriget og dermed også af Romerriget, og de tyske kejsere konkurrerede med pavestolen om lederstillingen inden for den vestlige kristenhed. Denne magtkamp kulminerede med de tyske kejseres nederlag i Investiturstriden (1075-1122). Afgørelsen på striden markerer kirkens frigørelse fra den verdslige magt, først og fremmest ved knægtelsen af kejsermagtens indflydelse på indsættelse af bisper. Den er ligeledes begyndelsen til udfoldelsen af det middelalderlige pavedømmes åndelige såvel som verdslige og især politiske magt.

Samtidig med den begyndende kristning af Norden blev kongemagten omkring år 1000 etableret i Norge og Danmark. Sverige med Finland opstod først som kongerige i midten af 1100-t. I vikingetiden var det østlige England knyttet til Norden, og i tiden 1019-42 var Danmark og England, og i en kortere årrække også Norge, forenet i ét kongerige.

Ved normannernes erobring af England i 1066 blev den anglo-nordiske forbindelse brudt. Englands forening med Normandiet lagde grunden til en ny vestlig stormagt, og da Henrik 2. i 1154 kom på den engelske trone og giftede sig med Eleonora af Aquitaine, kom hele det vestlige Frankrig på de engelske kongers hænder. Allerede i 1202-06 underlagde den franske konge sig imidlertid de engelske len i det nordvestlige Frankrig, men de engelske konger havde dog fortsat betragtelige besiddelser i det sydvestlige Frankrig.

Det Tyske Rige blev under Henrik 6. udvidet med kongeriget Sicilien gennem en ægteskabsalliance. Efter Henriks død i 1197 udbrød der borgerkrig i riget. Paven støttede Otto 4., som kom til magten, og i 1214 indgik Otto en alliance med englænderne rettet mod Frankrig. Den franske konge, Filip 2. August, vandt imidlertid en knusende sejr i 1214 ved Bouvines i Flandern. Han stoppede dermed midlertidigt englændernes forsøg på at generobre deres tidligere len i Frankrig. I Tyskland medførte nederlaget, at Henrik 6.s søn Frederik 2. i 1220 blev kejser. Han koncentrerede sig om Italien med det resultat, at Tyskland blev splittet op i en række små fyrstendømmer, som formelt var under kejserens overhøjhed.

Splittelsen af Tyskland og den franske konges kontrol over de nordvestfranske len styrkede den franske centralmagt. Nu var det Frankrig, der søgte at underlægge sig det gamle midtrige. I 1246 kom Provence under fransk indflydelse, og bispedømmet Lyon og hertugdømmet Burgund samt Dauphiné blev indlemmet i Frankrig i 1300-t. I nord trængte franskmændene frem mod Hainault, Elsaß og Lothringen, og i Italien erobrede Karl 1. af Anjou Sicilien i 1266. Pavedømmet kom også under stærk fransk indflydelse; Filip 4. blokerede pavens indtægter i Frankrig og fik i 1309 pavesædet flyttet til Avignon.

Svækkelsen af den tyske kejsermagt betød også en styrkelse af kongedømmerne i nord og øst — Danmark, Polen, Bøhmen og Ungarn — og ligeledes af de fyrstendømmer inden for kejserriget, som var blevet skabt under den store kolonisering af Nordøsteuropa i 1100- og 1200-t., dvs. Mecklenburg, Brandenburg, Den Tyske Ordensstat mv. Europas befolkning voksede op gennem middelalderen indtil 1300-t., og en del kunne tyde på, at tilvæksten var stærkest fra 1000- til 1200-t. I Nordvesteuropa var visse egne præget af et betydeligt befolkningspres, som blev lettet ved udvandring. Fra Nederlandene og Nordvesttyskland fandt der således emigration sted til de nykristnede områder øst for Elben.

Skønt hovedparten af de tyske konger også blev konger af Italien, var landet middelalderen igennem reelt opløst i områder under forskellige fyrster. Til forskel fra byerne i nord var de italienske byer beboet af adelen, og mange af dem var bispebyer. De italienske byer var større og havde naturlige betingelser for at blive handelscentre med en proto-industriel udvikling, og deres centrale placering ved Adriaterhavet og Middelhavet var medvirkende til, at de udviklede sig til stærke bystater i takt med Det Byzantinske Riges tilbagegang og efter Det Arabiske Riges sammenbrud.

Efter anskaffelsen af det omajjadiske kalifat i Cordoba i 1031 blev de arabiske besiddelser på Den Iberiske Halvø splittet op i små enheder, og disse småriger blev snart genstand for aggression fra de kristnes side. Den kulminerede foreløbig med, at Alfonso 6., konge af León og Castilien, i 1085 erobrede den betydeligste arabiske by, Toledo. Knap 200 år efter var det meste af Den Iberiske Halvø taget fra muslimerne og delt i tre kristne riger, Castilien, Aragonien og Portugal. Den byzantinske og den muslimske tilbagegang faldt sammen med en stærk kulturel blomstring i den vestlige kristenhed, som i høj grad stod i gæld til disse vigende kulturer. Omkring 1300 var en vestlig kristenhed blevet toneangivende i europæisk ånds- og kulturliv.

Betragtelige byer var vokset frem, og varehandelen var taget til. Der var opstået et net af handelsveje, som bandt Europa sammen og styrkede de kommercielle forbindelser med Orienten. Handelssamkvemmets forandring fra hovedsageligt at bestå i udveksling af luksusprægede varer til i højere grad også at omfatte fødevarer og bygningsartikler afspejlede den arbejdsdeling, der længe havde bestået mellem land og by, og som nu for alvor også var ved at bryde frem mellem de europæiske regioner. Der var opstået proto-industrielle centre, især i Nederlandene og Norditalien, som kun kunne bestå i samvirke med råstof- og fødevareleverende regioner. Import af fødevarer til Flandern fra Østersøegnene, Danmark, Vesttyskland og Nordfrankrig kom således tidligt i gang, samtidig med at England leverede råstoffer til den flamske klædefabrikation. Vesteuropa var på den baggrund også ved at blive førende i det økonomiske liv.

Europa. Butiksgade i Paris omkring 1500 med bl.a. klædehandel, barber og apotek. Fra 1200-t. ændrede Europas byer sig fra små administrative og kirkelige enheder til handelsmæssige vækstcentre med pengeøkonomi, kreditsystemer og vekslende grad af kommunalt selvstyre. Kritik af kold kapitalisme opstod, fx blandt tiggermunkene, men den var ringe i forhold til accepten af de nye økonomiske tanker. Illustration fra en lærebog for fyrster, som fortæller, hvordan man stimulerer handelen og dermed øger fyrstendømmets rigdom. Gouvernement des princes, ca. 1510.

Europa. Butiksgade i Paris omkring 1500 med bl.a. klædehandel, barber og apotek. Fra 1200-t. ændrede Europas byer sig fra små administrative og kirkelige enheder til handelsmæssige vækstcentre med pengeøkonomi, kreditsystemer og vekslende grad af kommunalt selvstyre. Kritik af kold kapitalisme opstod, fx blandt tiggermunkene, men den var ringe i forhold til accepten af de nye økonomiske tanker. Illustration fra en lærebog for fyrster, som fortæller, hvordan man stimulerer handelen og dermed øger fyrstendømmets rigdom. Gouvernement des princes, ca. 1510.

Fra 1200-t. og frem mod år 1500 lå det politiske center i denne kultur i de rivaliserende kongeriger England og Frankrig. Gennem en opslidende konflikt, der begyndte i 1200-t. og endte med Hundredårskrigen (1337-1453), lykkedes det den franske kongemagt at vinde de engelske len i det sydvestlige Frankrig. Hermed havde de franske konger skabt sig herredømmet over et territorium, som nogenlunde svarede til det moderne Frankrig. England havde under Henrik 2. lagt dele af Irland under sig, og Edward 1. bragte Wales under den engelske krone. Det lykkedes derimod Skotland at modstå presset fra England i 1200- og 1300-t., om end den engelske indflydelse i skotsk indenrigspolitik i perioder var betydelig.

I vest blev der således skabt store territoriale enheder i form af kongemagter, der så småt begyndte at udvikle sig til egentlige statsmagter. Udviklingen gik hurtigere i England end i Frankrig. England havde et bedre udgangspunkt pga. en tidlig stærk kongemagt, men nok så vigtigt var det, at den sociale og økonomiske udvikling i landet i disse århundreder skabte en række samfundsmæssige behov, som førte til, at de administrative og konstitutionelle institutioner, der var blevet grundlagt i 1100- og 1200-t., blev udvidet og styrket.

En lignende, men ikke så stærk udvikling fandt sted i Norden, i Østeuropa, på Den Iberiske Halvø og i området mellem Frankrig og Tyskland, hvor Burgunderriget udvidede sine territorier i 1300- og 1400-t. Fra omkring 1450 blev Italiens mylder af småterritorier samlet i større og fastere politiske enheder, mens den opløsning af Tyskland, som var begyndt i 1200-t., fortsatte middelalderen ud.

Middelalderens sidste århundreder blev præget af pestepidemier. I 1347 blev pesten bragt til Italien, og herfra bredte den sig vidt omkring ad Europas veludviklede handelsveje. Pestepidemierne menes at have halveret Europas befolkning i løbet af anden halvdel af 1300-t., hvorefter epidemiernes hyppighed, udbredelse og styrke tog af. Faldet i befolkningstallet medførte omfattende ødelæggelser af gårde og landsbyer over det meste af Europa og påvirkede på forskellig måde det åndelige og det sociale og økonomiske liv, men de europæiske samfund viste en forbavsende evne til at modstå den demografiske tilbagegang. By- og handelsudviklingen fortsatte på trods af befolkningstabet, bl.a. som følge af en styrket interregional arbejdsdeling mellem Øst- og Vesteuropa. Ligesom på det politiske felt var Europa i senmiddelalderen på det sociale og økonomiske område præget af en tiltagende moderniseringsproces, der var kommet i gang, lang tid før pesten slog ned.

Læs om Europas tidligere historie, om Europas senere historie eller om Europa i øvrigt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Nils Hybel: Europa - historie (middelalderen) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=73087