Verdenskrigen fik dybtgående økonomiske og politiske konsekvenser for Europa. Uforenelige interesser førte til den kolde krig med våbenkapløb mellem supermagterne Sovjetunionen og USA og et Jerntæppe, der delte kontinentet. Vesteuropa kom under amerikansk økonomisk og politisk indflydelse dels gennem forsvarsalliancen NATO, dannet i 1949 pga. frygt for Sovjetunionen, dels gennem Marshallhjælpen, som blev administreret gennem OEEC (siden OECD). Det besatte Vesttyskland kom hurtigt med i både genopbygningen og forsvarsalliancen. De østeuropæiske lande blev politisk, økonomisk og militært underlagt Sovjetunionen, og i 1955 dannedes Warszawapagten som modstykke til NATO.
Den økonomiske opbygning i Vesteuropa bragte velstand. Frankrig, Vesttyskland, Italien og Benelux-landene tog i 1951 initiativ til oprettelsen af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, som dannede grundlag for etableringen af EF i 1957 og hvilede på den tanke, at et tæt økonomisk fællesskab kunne forebygge førkrigstidens nationalistiske konkurrence. Særlig betydningsfuldt var samarbejdet mellem Vesttyskland og Frankrig, hvis indbyrdes krige havde præget nyere europæisk historie.
Vesteuropa fik også en uddannelseseksplosion, som for første gang inddrog kvinderne i stort tal. Studenteropstandene i 1968-1970 satte både socialisme, nærdemokrati, seksuel frihed og kreativitet på dagsordenen. Vestens "nye venstre" var imidlertid tilbøjelig til at overhøre de klager, som kom fra folkene under "den realeksisterende socialisme".
En udvidelse af EF viste sig problematisk, da Frankrig i 1967 blokerede for Storbritanniens optagelse; i 1973 lykkedes imidlertid udvidelsen ved optagelse af Storbritannien, Irland og Danmark, mens Norge stemte nej. Den økonomiske krise, som begyndte med den første oliekrise i 1973, lagde en dæmper på den økonomiske vækst i Vesteuropa. De fleste regeringer måtte kæmpe med store arbejdsløshedsproblemer og en voksende nationalistisk og socialistisk kritik.
De østeuropæiske lande løsrev sig i 1989 fra Sovjetunionen, da de økonomiske og politiske problemer efterhånden var blevet uoverskuelige, og i 1991 gik Sovjetunionen endeligt i opløsning. Øst- og Vesttyskland genforenedes i 1990 i en ny udvidet forbundsrepublik, som trods store udgifter til genopbygningen i øst fik rollen som Europas økonomiske dynamo. Det fransk-tyske samarbejde blev bekræftet, og i 1992 undertegnedes en ny europæisk traktat, Maastrichttraktaten, om Den Europæiske Union, EU. Den mødte dog modstand, især i Danmark og Frankrig. Da Norge, Sverige, Finland og Østrig havde forhandlet sig frem til fra 1995 at kunne optages i Unionen, stemte den norske befolkning dog atter imod optagelse.
Samtidig pressede de tidligere socialistiske lande på for at blive optaget både i EU og i NATO. I Øst- og Centraleuropa befandt landene sig i en situation, der mindede om tiden før 1914, da sikkerhedspolitik blev betragtet som et nationalt anliggende. I Jugoslavien løsrev først Slovenien sig fra serbisk dominans (i 1990), siden Kroatien og Makedonien og til slut Bosnien-Hercegovina, hvilket førte til krig og folkemord, og man frygtede en tilsvarende udvikling i andre østeuropæiske lande. NATO-medlemskabet for Ruslands nabostater var dog et ømtåleligt emne, da en medlemsudvidelse mod øst fra russisk side kunne opfattes som vendt mod Rusland.
Afslutningen på den kolde krig fjernede truslen om en atomkrig mellem supermagterne, men gav samtidig rum for en række nationale og etniske konflikter, som var blevet undertrykt i de 50 år, der var gået siden 2. Verdenskrig. Mange træk i det nutidige Europa lader således formode, at nationalismens tidsalder endnu ikke er omme. På den anden side viser også integrationsbestræbelserne i form af EU og andre overnationale organisationer, at den stræben mod enhed, som satte sit stærke præg på Europa i middelalderen og i 1700-tallet, stadigvæk er en levende og aktiv faktor i europæisk kultur. Hvilken af de to hovedtendenser der i sidste ende vil sejre, må stå hen i det uvisse. Mange europæere sætter deres lid til enhedsbestræbelserne, ikke mindst fordi den sikkerhedspolitiske situation efter Jerntæppets fald, Sovjetunionens sammenbrud og Tysklands fornyede samling bærer mange mindelser om situationen inden 1914 med alle de risici, dette indebærer.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.