Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Europa - historie (Europa efter 1800)

Oprindelig forfatter AKnu Seneste forfatter Redaktionen

De sejrrige franske hære førte med sig, at en ny forfatningstype blev udbredt på de italienske, nederlandske, tyske og spanske territorier og i Østrig. Napoleon indsatte sine slægtninge som herskere i de erobrede lande og udråbte i 1804 sig selv til kejser, men den statsidé, som revolutionen havde skabt, afveg klart fra enevældens statsordninger. Grundlaget for den nye statsopfattelse var Menneskerettighedserklæringen af 1789, hvori det var slået fast, at alle mennesker var født lige og frie.

Revolutions- og Napoleonskrigene markerede et europæisk systemsammenbrud. Ikke alene smuldrede det fælles værdigrundlag, som trods jævnlige indbyrdes konflikter havde bundet fyrstestaternes Europa sammen i en art skæbnefællesskab, og efterlod verdensdelen dybt splittet mellem konservative og liberalt-revolutionære kræfter. Også det magtbalanceprincip, som siden 1648 havde givet sikkerhedspolitisk stabilitet, brød midlertidigt sammen under de napoleonske massehæres støvletramp.

Wienerkongressen 1814-15 tilvejebragte en midlertidig genopretning af den gamle verdensorden, og kongressystemet fungerede i det store og hele tilfredsstillende, indtil Krimkrigen 1853-56 for en tid satte Rusland ud af spillet. Systemet var dog hele tiden under pres fra to sider: For det første det voksende modsætningsforhold mellem på den ene side de tre konservative central- og østeuropæiske stormagter, Preussen, Østrig og Rusland, og på den anden de liberalt prægede vesteuropæiske hovedmagter, Frankrig og Storbritannien. For det andet de forskellige nationale bevægelser, der med stigende styrke gjorde sig gældende som politisk faktor.

Annonce

Nationalisme i forlængelse af revolutionen

Da fyrsterne af Guds nåde ikke længere holdt staterne sammen, søgte man det nationale fællesskab som erstatning. Spansk nationalisme og tysk folkelig modstand mod de traditionelle styreformer voksede, og både Holland, Schweiz og de italienske stater gjorde oprør mod deres fyrster. Efter Napoleons nederlag i Rusland i 1812 faldt det franskdominerede Europa fra hinanden. De europæiske riger forsøgte at genoprette fortidens orden, den såkaldte Restauration, men den varede kun tredive år i Frankrig og endnu kortere tid i Spanien, Belgien, Schweiz og kongeriget Neapel, som alle vedtog liberale demokratiske forfatninger efter folkelig opstand. Den gamle verdensorden brød definitivt sammen i 1848; i Paris udråbtes Den Anden Republik, og revolutioner fandt sted på Sicilien, i Napoli, Rom, Torino, Firenze, Budapest, Prag, Milano, Venezia, Berlin, Wien samt i Polen. I Danmark blev en liberal forfatning indført i 1849, Junigrundloven, mens der året før i Sverige havde været uro, der førte til liberale reformer. Østrig nedkæmpede i 1849 oprørerne i Norditalien, hvilket dog ikke kunne stoppe bestræbelserne på at samle Italien. Louis Napoléon, nevø af Napoleon 1., blev i 1848 valgt til Frankrigs præsident og efter et statskup i 1851 udråbt til kejser som Napoleon 3. Frankrig støttede italienerne, som i 1861 endeligt blev samlet i én nation dels efter folkeafstemninger i Norditalien, dels efter Garibaldis erobring af Syditalien.

Europa. Fattige irske børn under kartoffelpesten i sidste halvdel af 1840'erne; illustration fra Illustrated London News, 1847. Den irske kartoffelpest skabte hungersnød og fattigdom og medførte massiv udvandring; i perioden 1845-1911 faldt befolkningstallet fra 8,3 mio. til 4,4 mio. Fra midten af 1800-t. til begyndelsen af 1930'erne udvandrede flere end 50 mio. europæere til andre verdensdele, især USA.

Europa. Fattige irske børn under kartoffelpesten i sidste halvdel af 1840'erne; illustration fra Illustrated London News, 1847. Den irske kartoffelpest skabte hungersnød og fattigdom og medførte massiv udvandring; i perioden 1845-1911 faldt befolkningstallet fra 8,3 mio. til 4,4 mio. Fra midten af 1800-t. til begyndelsen af 1930'erne udvandrede flere end 50 mio. europæere til andre verdensdele, især USA.

Folkeslagene i Europa dannede nationalstater; Grækenland og Serbien havde i 1830 fået autonomi i Osmannerriget, og i 1863 blev Grækenland et monarki. Den politiske debat i midten af 1800-t. foregik i et utal af aviser, som udbredtes i takt med læsefærdigheden. Med de nye demokratiske forfatninger vedtoges skolelove, og de nye værnepligtige hære bragte menigmand i kontakt med den nationale politik. Storbritanniens magt til søs befæstede nationens stilling som Europas førende imperialistiske magt.

Europas befolkning blev langt mere mobil end før. Faldende dødelighed betød en generel befolkningstilvækst, og vandringen fra land til by tog fart. Den gamle samfundsorden havde nok været socialt ubevægelig, men ikke socialt uansvarlig; i det kapitalistiske industrisamfund stod det arbejderen frit for at leve, som han ville, eller dø af sult. Arbejdsforholdene i Storbritannien, Belgien, Frankrig, Tyskland og Italien indebar fx en 15-timers arbejdsdag. Socialisme fik den moderne betydning omkring 1830, og de nationale parlamenter foruroligedes over den vildskab, som livet i underklassen fostrede. Sociale reformer og skoler havde bl.a. til formål at sikre samfundene mod politisk uro og opløsning i vold, sygdom og kriminalitet, men revolution og oprør var ikke den eneste udvej, som Europas fattige valgte: I perioden 1815-1914 forlod mindst 50 mio. mennesker Europa til fordel for USA.

Tysklands samling

Tysklands samling i Bismarcks tyske rige 1871 forrykkede på afgørende måde Europas sikkerhedspolitiske geografi og pegede også frem mod de store konflikter i første halvdel af 1900-t. Kongressystemets funktionsduelighed havde været betinget af et stærkt opdelt Tyskland, der kunne virke som bufferzone mellem stormagterne. Den forudsætning forsvandt imidlertid med dannelsen af det preussisk dominerede lilletyske kejserrige, som satte den anden tyske stormagt, Østrig, i skyggen og snart viste ambitioner om at blive en verdensmagt på linje med Storbritannien. Derved blev den sikkerhedspolitiske situation eksplosiv.

Det er omdiskuteret, om det var nationalismen, som bar Bismarcks Tyskland frem, eller om riget snarere var et produkt af Preussens gamle ambition om at udkonkurrere Østrig som den førende tyske magt. Meget tyder på, at det især var det sidste, og at realpolitikeren Bismarck blot på mesterlig vis formåede at udnytte de nationale bevægelser i sit eget magtspil. Nationalbevægelserne så således fra begyndelsen et Stortyskland som idealet, dvs. et Tyskland, som inkluderede de tyske dele af Østrig. Hertil kommer, at en egentlig tysk massenationalisme først kan konstateres efter rigets dannelse og med dette som ramme. Det er imidlertid givet, at såvel den tyske rigsdannelse som den konservativt-romantisk prægede tyske völkische nationalisme kom til at spille en afgørende rolle i Europas nyere historie.

Frankrigs nederlag i Den Fransk-tyske Krig 1870-71 førte til Napoleon 3.s fald og revolution i Paris, hvor Pariserkommunen i 1871 som den første arbejderopstand en kort tid formåede at tilrive sig magten. Den nedkæmpede Pariserkommune fik en enestående status i europæisk bevidsthed efter dannelsen af Den Tredje Republik samme år.

De sidste årtier af 1800-t. var præget af forandringer. Landbrugskrisen og den voksende industri i byerne betød en voldsom befolkningsvandring fra land til by og fra Europas fattigste egne til især USA. Industriens ekspansion byggede dels på den voksende arbejdsstyrke, dels på teknologisk udvikling og den voksende verdenshandel. Den skærpede konkurrence mellem industrinationerne i forening med den blomstrende massenationalisme, som ofte udartede til socialdarwinisme nationerne imellem (kun de stærkeste og mest fremgangsrige nationer fortjente at overleve) udløste på samme tid en voldsom kamp om kolonierhvervelse. Indvielsen af Suezkanalen i 1869 havde med ét slag halveret transportvejen mellem Europa og Asien, hvilket for alvor bragte Sydøstasien ind i de europæiske sømagters interessesfære. Efter 1880 begyndte derpå det store kapløb om Afrika, og inden 1914 var det kolossale kontinent med Etiopien og Liberia som de eneste undtagelser fuldstændig opdelt mellem de europæiske kolonimagter. Resultatet af det imperialistiske kapløb var, at Europa med tilhørende imperier i 1914 dækkede mere end 80% af klodens samlede landmasse.

Tilliden til det økonomiske, videnskabelige og politiske fremskridt havde aldrig været større, og den politiske kamp drejede sig om at få del i goder som rigdom, uddannelse og sundhed. Arbejderne organiserede sig, og socialisme og anarkisme blev politisk betydningsfulde begreber. Afstanden mellem rig og fattig var stadig enorm, men den politiske deltagelse blev udbredt til alle samfundslag, og også kvinderne begyndte at kræve politiske og økonomiske rettigheder.

Europa. Den østrig-ungarske tronfølger Frans Ferdinand og hans hustru forlader rådhuset i Sarajevo for at stige ned i den vogn, som kort efter blev skuepladsen for mordet på ham.

Europa. Den østrig-ungarske tronfølger Frans Ferdinand og hans hustru forlader rådhuset i Sarajevo for at stige ned i den vogn, som kort efter blev skuepladsen for mordet på ham.

1. Verdenskrig

Tiden 1871-1914 var præget af rivalisering mellem de europæiske stater. Nationalismen stod centralt i europæisk politik, og det var således en national kamp, nemlig serbernes jugoslaviske samlingsprojekt, der lå bag mordet på den østrig-ungarske tronarving Frans Ferdinand 28.6.1914 i Sarajevo. Mordet blev den umiddelbare årsag til krigsudbruddet. Centralmagterne bestod af Østrig-Ungarn i forbund med Tyskland, Tyrkiet og Bulgarien, og da Tysklands traditionelle fjende var Frankrig, blev modparten Ententemagterne, den fransk-russisk-britiske alliance sammen med Serbien, Belgien, Italien, Rumænien og Portugal.

De værnepligtige hære talte millioner af unge mænd, og anvendelse af krigsgas og nye effektive våben som maskingeværer og hurtigtskydende artilleri medførte tabstal, som visse dage nåede op på flere hundrede tusinde. Afslutningen på krigen kom først, efter at USA var trådt ind på Ententemagternes side. Centralmagterne måtte i 1918 overgive sig, og ved undertegnelsen af Versaillestraktaten i 1919 blev det pålagt Tyskland at betale store krigsskadeserstatninger, mens det østrig-ungarske kejserrige opløstes. I Rusland havde krigen været stærkt medvirkende til Revolutionen i 1917, og året efter indførte bolsjevikkerne et socialistisk diktatur i landet.

Mellemkrigstidens Europa

Trods den amerikanske præsident Wilsons storstilede plan om en nyordning af Europa efter princippet om national selvbestemmelse, overvåget af Folkenes Forbund, forblev den sikkerhedspolitiske situation i Europa uklar, og også de sociale problemer var stort set de samme som før krigen. De enorme tabstal betød, at selv de mindste lokalsamfund i de krigsførende lande havde mærket krigen, og et meget betydeligt antal krigsinvalider var fulgt med. Det gamle samfunds værdier var brudt sammen, og værdikrisen strakte sig ind i alle livets forhold. Samfundsforhold, som før blev henregnet til privatlivet, stod til offentlig diskussion: forholdet mellem mænd og kvinder, mellem voksne og børn, mellem nationalitet og politisk tilhørsforhold, mellem seksualitet og sundhed. I kolonierne blev en vestligt uddannet opposition stadig mere utilfreds med de politiske forhold og racismen. Europa forventede ikke længere, at verden skulle være stabil. Fremtiden blev set som en udfordring eller ligefrem som en trussel. I Italien blev Mussolini i 1922 valgt til statsleder på et ultranationalistisk program, fascismen, hvor fagforeninger og oppositionspartier blev gjort ulovlige, og i det unge demokrati i Weimarrepublikkens Tyskland blev Adolf Hitler i 1933 valgt til rigskansler på et nationalsocialistisk program, som især var vendt mod socialister og jøder. Begge lande fik på kort tid økonomisk og social fremgang, men prisen var afskaffelse af de demokratiske rettigheder. I Spanien vandt den socialistiske Folkefront i 1936 parlamentsvalget, hvorefter general Franco og den højrenationalistiske Spanske Falange tog magten ved et statskup. Forsvarerne af republikken i Den Spanske Borgerkrig 1936-39 blev støttet af frivillige fra hele Europa, men mens Hitler støttede Franco, fik de spanske socialister ikke Stalins støtte. Efter Falangens sejr fulgte fire årtiers fascistisk diktatur i Spanien.

Den tyske nationalromantiks idéer fra begyndelsen af 1800-t. om naturlige folkefællesskaber levede stærkt videre i den senere völkische nationalbevægelse og blev også styrende for Hitlertysklands handlinger. I 1935 annekteredes det tysktalende Saarland, i 1938 blev Østrig og det tysktalende tjekkiske Sudeterland indlemmet. I 1939 blev resten af Tjekkoslovakiet annekteret, og samtidig indgik Hitler og Stalin en ikke-angrebspagt, hvorefter Tyskland overfaldt Polen. Det fik Frankrig og Storbritannien til at erklære Tyskland krig.

2. Verdenskrig

Danmark, Norge, Holland, Belgien og det meste af Frankrig kom i krigens første år under tysk herredømme, mens Rusland annekterede Østpolen og de baltiske randstater, som var blevet selvstændige efter 1. Verdenskrig. Tysklands felttog mod Sovjetunionen fra 1941 slog fejl, samtidig med at Japan overfaldt USA; det gjorde efterhånden et tysk nederlag uundgåeligt, og det kom i maj 1945. Sovjetiske tropper besatte Polen, Østtyskland, Tjekkoslovakiet, Ungarn, Rumænien og Bulgarien, mens amerikanske, britiske og franske tropper besatte Vesttyskland, Østrig og Italien. Jugoslavien havde befriet sig hovedsageligt ved egne kræfter og valgte efter krigen en selvstændig socialistisk kurs.

Efterkrigstiden

Verdenskrigen fik dybtgående økonomiske og politiske konsekvenser for Europa. Uforenelige interesser førte til den kolde krig med våbenkapløb mellem supermagterne Sovjetunionen og USA og et Jerntæppe, der delte kontinentet. Vesteuropa kom under amerikansk økonomisk og politisk indflydelse dels gennem forsvarsalliancen NATO, dannet i 1949 pga. frygt for Sovjetunionen, dels gennem Marshallhjælpen, som blev administreret gennem OEEC (siden OECD). Det besatte Vesttyskland kom hurtigt med i både genopbygningen og forsvarsalliancen. De østeuropæiske lande blev politisk, økonomisk og militært underlagt Sovjetunionen, og i 1955 dannedes Warszawapagten som modstykke til NATO.

 Europa 1955.

Europa 1955.

Den økonomiske opbygning i Vesteuropa bragte velstand. Frankrig, Vesttyskland, Italien og Beneluxlandene tog i 1951 initiativ til oprettelsen af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, som dannede grundlag for etableringen af EF i 1957 og hvilede på den tanke, at et tæt økonomisk fællesskab kunne forebygge førkrigstidens nationalistiske konkurrence. Særlig betydningsfuldt var samarbejdet mellem Vesttyskland og Frankrig, hvis indbyrdes krige havde præget nyere europæisk historie.

Vesteuropa fik også en uddannelseseksplosion, som for første gang inddrog kvinderne i stort tal. Studenteropstandene i 1968-70 satte både socialisme, nærdemokrati, seksuel frihed og kreativitet på dagsordenen. Vestens "nye venstre" var imidlertid tilbøjelig til at overhøre de klager, som kom fra folkene under "den realeksisterende socialisme".

En udvidelse af EF viste sig problematisk, da Frankrig i 1967 blokerede for Storbritanniens optagelse; i 1973 lykkedes imidlertid udvidelsen ved optagelse af Storbritannien, Irland og Danmark, mens Norge stemte nej. Den økonomiske krise, som begyndte med den første oliekrise i 1973, lagde en dæmper på den økonomiske vækst i Vesteuropa. De fleste regeringer måtte kæmpe med store arbejdsløshedsproblemer og en voksende nationalistisk og socialistisk kritik.

De østeuropæiske lande løsrev sig i 1989 fra Sovjetunionen, da de økonomiske og politiske problemer efterhånden var blevet uoverskuelige, og i 1991 gik Sovjetunionen endeligt i opløsning. Øst- og Vesttyskland genforenedes i 1990 i en ny udvidet forbundsrepublik, som trods store udgifter til genopbygningen i øst fik rollen som Europas økonomiske dynamo. Det fransk-tyske samarbejde blev bekræftet, og i 1992 undertegnedes en ny europæisk traktat, Maastrichttraktaten, om Den Europæiske Union, EU. Den mødte dog modstand, især i Danmark og Frankrig. Da Norge, Sverige, Finland og Østrig havde forhandlet sig frem til fra 1995 at kunne optages i Unionen, stemte den norske befolkning dog atter imod optagelse. Samtidig pressede de tidligere socialistiske lande på for at blive optaget både i EU og i NATO. I Øst- og Centraleuropa befandt landene sig i en situation, der mindede om tiden før 1914, da sikkerhedspolitik blev betragtet som et nationalt anliggende. I Jugoslavien løsrev først Slovenien sig fra serbisk dominans (i 1990), siden Kroatien og Makedonien og til slut Bosnien-Hercegovina, hvilket førte til krig og folkemord, og man frygtede en tilsvarende udvikling i andre østeuropæiske lande. NATO-medlemskabet for Ruslands nabostater var dog et ømtåleligt emne, da en medlemsudvidelse mod øst fra russisk side kunne opfattes som vendt mod Rusland.

Afslutningen på den kolde krig fjernede truslen om en atomkrig mellem supermagterne, men gav samtidig rum for en række nationale og etniske konflikter, som var blevet undertrykt i de 50 år, der var gået siden 2. Verdenskrig. Mange træk i det nutidige Europa lader således formode, at nationalismens tidsalder endnu ikke er omme. På den anden side viser også integrationsbestræbelserne i form af EU og andre overnationale organisationer, at den stræben mod enhed, som satte sit stærke præg på Europa i middelalderen og i 1700-t., stadigvæk er en levende og aktiv faktor i europæisk kultur. Hvilken af de to hovedtendenser der i sidste ende vil sejre, må stå hen i det uvisse. Mange europæere sætter deres lid til enhedsbestræbelserne, ikke mindst fordi den sikkerhedspolitiske situation efter Jerntæppets fald, Sovjetunionens sammenbrud og Tysklands fornyede samling bærer mange mindelser om situationen inden 1914 med alle de risici, dette indebærer.

Læs om Europas tidligere historie eller om Europa i øvrigt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Anne Knudsen: Europa - historie (Europa efter 1800) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=73089