Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

William Edward Parry

Oprindelig forfatter OVen Seneste forfatter PKN

William Edward Parry, 19.12.1790-9.7.1855, britisk søofficer og polarforsker. Parry var i 1818 med John Ross under hans første forsøg på at finde Nordvestpassagen, og 1819-20 var Parry selv leder af en arktisk skibsekspedition med samme formål, der bragte ham så langt vestpå som til Banks Island, før isen endeligt standsede ham.

1821-23 og 1824-25 ledede Parry yderligere to ekspeditioner i fortsat forgæves søgen efter Nordvestpassagen, men han vendte dog hjem med betydelige geografiske og etnografiske resultater. I 1827 forsøgte Parry at nå Nordpolen fra Svalbard under anvendelse af to både med meder, der kunne ros over åbent vand og trækkes over isen. Forsøget måtte opgives, men Parry nåede dog 82°40' n.br. (se Nordpolsekspeditioner).

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Ventegodt: William Edward Parry i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 4. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=139029