Robert John le Mesurier McClure, 1807-1873, britisk søofficer, den første, der gennemrejste Nordvestpassagen. McClure, der egentlig deltog i en af de ekspeditioner, der søgte efter den forliste John Franklin-ekspedition, sejlede i 1850 gennem Beringsstrædet og fortsatte mod øst, hvor han omtrent nåede Melville Island, som William Parry havde nået østfra i 1819. Herfra fortsatte McClure østpå med slæde og undsætningsskib til Beechey Island ved Lancaster Sound, hvorfra ekspeditionen i 1854 returnerede til England.