Konebådsekspeditionen
Gruppebillede af folk fra Tasiilaq.
Af /Arktisk Institut.

Konebådsekspeditionen var en grønlandsekspedition, som fandt sted 1883-1885. Den var en slags fortsættelse af W.A. Graahs ekspedition 1829-1830, hvor det blev dokumenteret, at nordboernes Østerbygd ikke lå på Grønlands østkyst, men på sydvestkysten.

Graah nåede frem til Dannebrogs Ø på 65°18' nordlig bredde, ca. 50 km sydvest for Tasiilaq, og havde på denne strækning mødt flere små bopladser med en inuit-befolkning. Desuden kunne han bekræfte, at Grønlands sydøstlige kyst kun med allerstørste besvær lod sig besejle pga. den sydgående havstrøm, der bringer store mængder af is fra Det Nordlige Ishav ned langs Grønlands østkyst.

Organisering og deltagere

Portræt af Gustav Holm
Af /Arktisk Institut.
Portræt af Vilhelm Garde
Af /Arktisk Institut.

Konebådsekspeditionen var en statsfinansieret ekspedition, som blev etableret på baggrund af en instruks udstedt af ”Kommissionen for Grønlands Undersøgelse”. Hovedformålet var at fortsætte og udbygge undersøgelserne fra W.A. Graahs ekspedition og om muligt nå endnu længere nordpå til den omtalte, men stort set ukendte boplads Angmagssalik (Tasiilaq). Instruksen havde følgende videnskabelige underpunkter:

  1. Arkæologi og etnografi. Undersøge om der er ruiner eller andre spor efter nordboer. Skabe kontakt til inuitbefolkningen og undersøge deres skikke, sprog og sagn.
  2. Geografi. Forbedre og udvide Graahs kortlægning, herunder hydrografi, meteorologi og botanik.
  3. Glaciologi. Observere og undersøge gletsjernes, isfjeldenes og havisens udbredelse og bevægelser.

For at leve op til instruksen fik de to officerer, Gustav Frederik Holm og Thomas Vilhelm Garde, etableret en ekspeditionsgruppe, der foruden dem selv bestod af geolog cand.min. Hans Knutsen (1857-1936) fra Norge, stud.mag. Peter Eberlin samt som tolke de to grønlandske brødre Hendrik og Johan Petersen. Hertil kom, at man efter ankomsten til Sydgrønland anskaffede fire umiakker (konebåde) og hertil hyrede kvindelige roere og mandlige styrmænd samt ni mandlige fangere med egne kajakker – en samlet besætning på over 30 personer. Ekspeditionen medbragte store forsyninger af proviant, men var alligevel i høj grad afhængig af kajakmændenes løbende fangst af havdyr.

Ekspeditionens gennemførelse

Udsigt over udmundingen af Danells fjord
Af /Arktisk Institut.
En del af ekspeditionens deltagere. G. Holm bagerst til venstre.
Kasnarpase (omk. 60 år) og hendes voksne datter.
Af /Arktisk Institut.

Den 23. juli 1883 afsejlede ekspeditionen fra Nanortalik i det sydligste Grønland med kurs mod østkysten. Et par uger senere var ekspeditionen nået et kort stykke op langs østkysten til Karsingertok (Danells Fjord) og måtte her erkende, at isforholdene umuliggjorde al videre sejlads. Derfor besluttede man at efterlade et depot og vende tilbage til vestkysten med henblik på at genoptage ekspeditionen næste forår. De besluttede dog, at en enkelt båd forblev ved østkysten i lidt længere tid for at foretage kartografiske og geologiske undersøgelser, inden efterårets is helt lukkede for sejlads.

Efter overvintring i Nanortalik blev der i foråret 1884 gjort klar til en ny ekspedition. Kateketen Hanseerak blev også tilknyttet som tolk. Den 5. maj afsejlede ekspeditionens i alt 37 personer fra Nanortalik med kurs mod østkysten. I slutningen af juli var ekspeditionen kommet så vidt (Tingmiarmiut), at den som planlagt blev delt i to: Holm, Knutsen, Johan Petersen, Hanseerak, kajakmand Samuel og seks roersker (Eva, Kristiane, Andora, Debora, Cæcilie og Severine) fortsatte nordpå i to både, mens resten af ekspeditionsgruppen under Gardes ledelse returnerede til vestkysten.

Holms gruppe var i den fortsatte sejlads nordpå jævnligt i kontakt med den lokale befolkning – dels ved at besøge kystens små bopladser, dels fordi flere af de lokale over længere strækninger ønskede at følges med ekspeditionsgruppen. I en af bygderne var der kun fem mænd og 16 kvinder, og som følge deraf var to unge kvinder blevet oplært som fangere på lige fod med mændene. Lidt længere fremme nåede ekspeditionsgruppen igdloluarsuk, der var det nordligste sted med lidt kontakt til Sydvestgrønland. Befolkningen, de derefter mødte, havde ikke været i kontakt med europæere. Denne befolkning viste stor interesse for de mærkelige kavdlunakker (udlændinge), så det blev relativt let for Holm og Knutsen at foretage antropologiske studier og fotografere befolkningen.

En gruppe fra området ved Tasiilaq kom rejsende, fordi de havde hørt om kavdlunakkerne. Der blev udvekslet gaver og aftalt at følges ad på ekspeditionens videre rejse mod Tasiilaq.

Ved Pikiutdlek fik gruppen demonstreret inuits måde at fremstille ild på: En træpind blev sat ned i et hul i andet stykke træ og snurret hurtig rundt ved hjælp af en senetråd. De gnister, som herved opstod, blev pustet ind i en tot tørt græs, hvorved ilden fængede.

Den 23. august nåede gruppen frem til det nordligste punkt, som Graah havde besøgt: Kivdlak (Dannebrogs Ø), og den 30. august nåede ekspeditionsgruppen til den store Sermilik Fjord, der danner den sydlige afgrænsning af Angmagssalik-området (Tasiilaq). Dagen efter var de ved selve Angmagssalik, hvor der boede ca. 400 mennesker fordelt på 12 bopladser. Kun én havde tidligere set en hvid mand på en rejse langt mod syd. Det, der undrede befolkningen mest, var, at kavdlunakkerne ikke talte et forståeligt sprog.

Ekspeditionsgruppen fandt et velegnet lejrsted i nærheden af de lokale beboere. Herfra foretog de yderligere en mindre ekspedition mod nordøst til Erik den Rødes Ø og fik igen bekræftet, at der ikke var spor efter nordboerne. I løbet af vinteren levede ekspeditionsgruppen nært sammen med inuit-befolkningen ved Tasiilaq og gjorde værdifulde observationer om befolkningens hverdag og kulturelle udtryk: vinterboliger, trommedans, shamanisme, lampeslukningsleg, barnefødsler, navngivning, fester, proviant og meget mere.

Den 4. august 1885 rejste ekspeditionsgruppen fra Tasiilaq, og den 15. august var den tilbage på Grønlands sydvestkyst ved bopladsen Pamiagdluk. 14 dage senere kunne den rejse fra Grønland og var tilbage i København den 3. oktober 1885.

Resultater og betydning

Konebådsekspeditionens største betydning er, at den skabte varig kontakt mellem befolkningen ved Tasiilaq og det øvrige Grønland, samt at den bidrog med en omfattende etnografisk beskrivelse og mange fotografier af befolkningen. Desuden hjembragte ekspeditionen betydeligt geologisk, meteorologisk og botanisk materiale fra Grønlands sydøstlige kyst og fik udarbejdet et nyt, detaljeret kort.

Læs mere i Den Store Danske

Litteratur

  • Meddelelser om Grønland. Hæfte IX og X. Reitzels Forlag. København, 1888-89.
  • G. Holm og V. Garde: Den Danske Konebaads-Expedition til Grønlands Østkyst. Forlagsbureauet i Kjøbenhavn, 1887.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig