Germania- og Hansa-ekspeditionen, 2. tyske polarekspedition, tysk ekspedition 1869-70 til Nordøstgrønland under ledelse af Karl Koldewey. Under anduvning af kysten i sommeren 1869 kom ekspeditionens to skibe, dampskibet Germania og skonnerten Hansa, fra hinanden pga. tåge. Hansa blev skruet ned af isen om efteråret, og mandskabet nåede efter mange besværligheder Frederiksdal på vestkysten i juni 1870.

Germania fandt blivende base i Germaniahavn på sydsiden af Sabine Ø, og herfra foretog Koldewey og østrigeren Julius Payer bl.a. en rejse i foråret 1870 op til Kap Bismarck på 77° n.br., hvorved de nåede længere mod nord langs den grønlandske østkyst, end det var lykkedes nogen europæer før dem. I sommeren 1870 var Germania nogle dage inde i den da ukendte Kejser Franz Joseph Fjord, før skibet gik hjemad.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig