Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Germania- og Hansa-ekspeditionen

Oprindelig forfatter OVen Seneste forfatter Redaktionen

Germania- og Hansa-ekspeditionen, 2. tyske polarekspedition, tysk ekspedition 1869-70 til Nordøstgrønland under ledelse af Karl Koldewey. Under anduvning af kysten i sommeren 1869 kom ekspeditionens to skibe, dampskibet Germania og skonnerten Hansa, fra hinanden pga. tåge. Hansa blev skruet ned af isen om efteråret, og mandskabet nåede efter mange besværligheder Frederiksdal på vestkysten i juni 1870.

Germania fandt blivende base i Germaniahavn på sydsiden af Sabine Ø, og herfra foretog Koldewey og østrigeren Julius Payer bl.a. en rejse i foråret 1870 op til Kap Bismarck på 77° n.br., hvorved de nåede længere mod nord langs den grønlandske østkyst, end det var lykkedes nogen europæer før dem. I sommeren 1870 var Germania nogle dage inde i den da ukendte Kejser Franz Joseph Fjord, før skibet gik hjemad.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Ventegodt: Germania- og Hansa-ekspeditionen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. februar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=83522