Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

George Washington De Long

Oprindelig forfatter OVen Seneste forfatter Henrik Sebro

George Washington De Long, 1844-1881, amerikansk søofficer og polarforsker. De Long deltog i sommeren 1873 i en eftersøgningsekspedition ud for Vestgrønland, hvorunder han med en mindre dampdreven båd krydsede Melvillebugten frem til Kap York. Dette inspirerede ham til planen om den Nordpolsekspedition, som han stod i spidsen for 1879-81 med skibet Jeannette. Ekspeditionen blev finansieret af bladkongen James Gordon Bennett, der bl.a. ejede avisen New York Herald. Skibet gik imidlertid allerede i september 1879 fast i isen ud for den nordøstsibiriske kyst og drev rundt med havisen i halvandet år, indtil det den 12. juni 1881 blev knust af isen nordøst for De Nysibiriske Øer på positionen 77°18' n.br. Under ekspeditionsdeltagernes forsøg på med trækslæder og tre både at nå frem til beboede pladser bag Lenaflodens delta omkom 20 af de 33 deltagere, deriblandt De Long selv. Ekspeditionen havde i sig selv ingen større betydning, men den omstændighed, at man allerede i sommeren 1884 på havisen ud for Qaqortoq (Julianehåb) på Grønlands sydvestkyst fandt vragdele af Jeannette, beviste, at der fandtes en hidtil ukendt vestlig havstrøm. Det var denne kendsgerning, som fik Fridtjof Nansen til i årene 1893-1896 at gennemføre sin drift i polarhavet nord for Sibirien med skibetFram, hvorunder han med trækslæde satte rekord ved at nå så nordligt som 86°14' n.br.

Nyere litteratur: Hoehling, A.A.: "The Jeannette Expedition - An ill-fated Journey to the Arctic", New York, 1967 og Guttridge, Leonard F.: "Icebound - The Jeannette Expedition's Quest for the North Pole", Annapolis, USA, 1986.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Ventegodt: George Washington De Long i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 12. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=118182