Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

British North Greenland Expedition

Oprindelig forfatter Ove Hermansen Seneste forfatter Redaktionen

British North Greenland Expedition, polarekspedition til Nordøstgrønland 1952-54 med dronning Elizabeth 2. som protektor og Winston Churchill som viceprotektor. Den blev ledet af kommandørkaptajn C.J.W. Simpson, der i 1950 og 1951 foretog en rekognoscering af nunatak-området Dronning Louise Land (100 km vest for Danmarkshavn). Her fandt han en sø, som han døbte Britannia Sø, der både var stor nok og isfri i sommermånederne til, at den ville kunne anvendes til med flyvebåde at oprette en ekspeditionsbase dér. Der var 25 deltagere det første år og 21 det efterfølgende.

Med bistand af fem Sunderland-flyvebåde fra Royal Air Force oprettedes i sommeren 1952 en startbase ved Zackenberg, hvorfra 150 tons forsyninger og materiel blev fløjet op til Britannia Sø. Kun de otte store Weasel-bæltekøretøjer med påhængsslæder måtte finde en anden vej. Disse blev landsat fra skibet Tottan ved Kap Rink ude ved kysten, og ved første islæg kørt på havisen op til Danmarkshavn vejrstation. Efter et par måneders ophold her kørte de via Borg Fjord ind til basen.

Med hundeslæder oprettedes midtvejs mellem basen og Thule stationen "Ice Cap" inde på 78 grader Nord på Indlandsisen. Et firemotoret Hastings-fly kom under et flydrop her for langt ned og landede ufrivilligt. Det indgik derefter som lagerbygning. Den 2.4.1953 omkom den eneste danske deltager på ekspeditionen, geodæten Hans A. Jensen, da han var på vej ned fra en 1000 m høj fjeldtop nær Kap Niels i den sydøstlige del af Dove Bugt.

Annonce

En del af ekspeditionen krydsede med Weasel-køretøjer Indlandsisen til Thule. Undervejs foretog de sesmografiske målinger af isens tykkelse. Ekspeditionens bygning var intakt indtil 1980-t, da den blev knust af en gletsjer.

Litteratur anbefalet af Den Store Danskes brugere
Ian Mackersey: Rescue below Zero (1954); C.J.W. Simpson: North Ice (1957). Mike Banks: High Arctic (1957) og R.A. Hamilton: Venture to the Arctic (1958).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ove Hermansen: British North Greenland Expedition i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 12. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=237721