Rökstenen er en runesten fra begyndelsen af 800-tallet, som står, hvor den blev fundet ved Rök Kirke i Östergötland i Sverige. Stenens indskrift beretter, at stenen er rejst af Vamod over hans afdøde søn, Varin.

Med over 750 runer, både ældre og yngre runer og forskellige slags lønruner, fordelt over alle stenens sider er det en af de mest indholdsrige, men vanskeligst tilgængelige runeindskrifter. Teksten indeholder flere referencer og paralleler til tidlig skandinavisk poesi, i følge den nyeste forskning særligt Vafþrúðnismál. Den seneste tolkning identificerer ni enigmatiske spørgsmål, som vedrører solen og guden Odin. Indholdet anses for at hænge sammen med datidens frygt for en klimakrise, som mytologiens fimbulvinter forud for Ragnarok.

I den nye udlægning tilbagevises i øvrigt også den tolkning, der hidtil har domineret i forskningen, nemlig at en af stroferne skulle referere til Theoderik den Store.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig