Kronregalier er værdighedstegn, udført i ædelmetaller og ædelstene, som bliver anvendt ved kroninger og officielle begivenheder for at symbolisere kejserlig, kongelig eller fyrstelig status.

Faktaboks

Etymologi

Ordet regalier kommer af middellatin regalia 'kongelige ting, kongeligt tilbehør', af latin regalis 'kongelig'.

De forskellige kronregalier

Kronregalier omfatter krone, scepter (herskerstaven, der er symbol på autoritet) og rigsæble (symbol på Universet og jordkloden). Hertil kommer, afhængigt af forskellige dynastisk-nationale traditioner, beholderen til den velduftende olie, hvormed monarken blev salvet, sværd, lanser, sporer, fingerringe, nøgler samt kroningsdragter, tronstole m.m.

Kostbare kronregalier

Kronregaliernes kostbarhed har altid udgjort en betydelig kapitalreserve. Derfor søgte mange fyrster at båndlægge dem som usælgelig familiearv, men som følge af krige og politiske omvæltninger er væsentlige samlinger gået tabt. Det gælder de ældre engelske regalier, der blev solgt efter henrettelsen af Karl 1. i 1649, og ikke mindst de franske kronregalier, som blev indsmeltet eller sat på auktion i 1792 under Den Franske Revolution.

Personlig krone eller rigskrone

I middelalderen fungerede regalierne som en del af fyrstens repræsentation og regnedes ofte for hans personlige ejendom. Enkelte kroner fik dog en sådan symbolværdi og blev omgærdet med så mange sikkerhedsforanstaltninger, at de reelt ikke stod til monarkens rådighed, når kroningen var overstået. Det medførte, at mange fyrster især i de store lande lod en personlig krone fremstille, som også anvendtes under kroningen. I Frankrig lod Filip 2. en krone udføre, der beskrives som særdeles tung, og alle følgende konger fik derfor lavet en lettere personlig krone.

Det engelske kongehus

I England blev Edward Bekenderen helgenkåret i 1161, hvorefter hans navn blev knyttet til en række kroner, der på skift fik status som Englands nationale krone. Under Tudordynastiet (1485-1603) tilkom en ny bøjlekrone, der bl.a. benyttedes af Elizabeth 1. i 1559 og blev regnet for statskrone. Dette forklarer, hvorfor den engelske monark, senest Charles 3. i 2023, krones med Edward Bekenderens krone, der i sin nuværende udformning stammer fra 1661, og først under udgangen fra Westminster Abbey bærer The Imperial State Crown, som også benyttes ved Parlamentets åbning.

De tysk-romerske kejsere

Et tilsvarende forhold gælder den tysk-romerske rigskrone fra 950-1050 og kejser Rudolf 2.s krone fra 1602. Mellem kroningerne opbevaredes førstnævnte i Nürnberg, og flere kejsere fik derfor lavet deres egen "huskrone". Kun Rudolf 2.s krone har overlevet, bl.a. fordi den blev båndlagt, så den kun kunne nedarves i den habsburgske kejserfamilie.

Smykkekunst

I kraft af værdi og forarbejdning var regalierne budbringere mht. mode og tekniske landvindinger inden for smykkekunsten, fx slibning af ædelstene.

De mange middelalderlige kroners farvede ædelstene som safirer, rubiner og smaragder blev af samtiden tilskrevet forskellige magiske kræfter. Den tysk-romerske rigskrone er et fremragende eksempel herpå, og den prydes tillige af religiøse billeder udført i byzantinsk celleemalje.

På Rudolf 2.s krone forekommer fortsat farvede stene, men de ledsages af diamanter og perler; ædelstenenes farvepragt er erstattet af emalje. Samme udvikling kan ses på Christian 4.s krone fra 1596, der udelukkende smykkes af "hvide" diamanter og perler i bevidst kontrast til den brogede emalje. Samtidig ejer kronen en kniplingsagtig lethed, idet stellet er sammensat af udsavede guldplader, og de brogede figurer på kronens takker, der symboliserer den gode konges dyder, fremtræder derfor som på en scene.

Brillantslibning

I løbet af 1600-tallet udvikledes brillantslibningen, der med sine mange facetter lader diamanten funkle. Resultatet ses bl.a. på de russiske kejserkroner, fx Katarina 2. den Stores fra 1762, der er oversået med brillanter.

Hvor overdådigheden var mindre, kan diamanten synes at smelte mod guldets varme lød. Undtagelsen er den svenske dronning Lovisa Ulrikas krone fra 1751, der har et stel af sølv, hvis blanke kølighed klæder brillanterne. I Stockholm findes ligeledes mange begravelsesregalier, som den afdøde fik med sig i kisten; skikken var gået af mode i det øvrige Europa i 1500-tallet, men det svenske kongehus anvender endnu en særlig begravelseskrone, der lægges på kisten.

Genbrug af ædelsten

Verdens største og mest berømte diamant er Cullinandiamanten, fundet i Sydafrika i 1905. Den var oprindelig på størrelse med et kalkunæg og vejede 3106 ct. Den er siden kløvet i ni store diamanter og 96 små brillanter. Her ses den rå sten og den største af de bearbejdede dele fra den, indsat i det britiske royale scepter.

.

Genbrug var ikke ukendt, og ofte blev ædelstenene fjernet fra regalierne umiddelbart efter kroningen og overgivet majestæterne til andet brug. Det gælder fx Ludvig 15.s krone fra 1722.

Hvor monarken ikke var enevældig og følgelig knap så velbeslået, lejede man ædelstenene til lejligheden. Det skete i England 1500-1800-tallet, hvor lejen normalt var 4 % af juvelernes vurdering. Først i 1900-tallet kom de engelske regalier til at nyde godt af imperiets forbindelser til Indien og til de nyfundne diamantminer i Sydafrika. I 1910 fik et af de to engelske sceptre således indsat verdens største slebne diamant, Cullinan I, First Star of Africa, på 530 carat, fundet i 1905.

De danske kronregalier

Af de danske kronregalier er kun få bevaret. I 1523 solgte Christian 2. således tre guldkroner, et rigsæble og to sølvsceptre for at rejse penge til en generobring af Danmark, og 1627-1628 under Kejserkrigen fulgte to kroner, et rigsæble og to sceptre. Under Torstenssonfejden blev Christian 4.s krone pantsat i Hamburg og måtte genindløses før Frederik 3.s kroning i 1648.

Åben eller lukket krone

Christian 4.s krone er åben, mens Christian 5.s er lukket, og i denne forskel har nogle villet se en symbolik mellem valgkongedømmet, hvor adelen satte kronen på kongens hoved, og enevælden, hvor kongen gjorde det selv, men det synspunkt var ikke datidens.

Da Frederik 3. blev kronet i 1648, lod han faderens krone forsyne med en indsatsbøjle, så den blev lukket ligesom hans hustrus nye dronningekrone. Da Frederik 3. samtidig måtte underskrive en håndfæstning, der efterkom adelens politiske krav, kan den lukkede krone ikke have været opfattet som et tegn på enevælde.

Christian 4.s kroner

At Christian 4.s krone er åben skyldes snarere en nordisk unionssymbolik. I 1561 havde Erik 14. af Sverige nemlig ladet en bøjlekrone udføre, og ved at vælge den traditionelle åbne form, som senmiddelalderens unionskonger havde anvendt, hvilket også ses i trekronervåbenet, signalerede Christian 4., hvem der var den retmæssige arving til et forenet Norden.

Da kongen gik ind i Trediveårskrigen i 1625, søgte han at påvirke de sydligere lande, der forbandt kongerne med bøjlekroner, og siden da anvendte Christian 4. også den lukkede krone på mønter og lignende, selvom indsatsbøjlen først blev udført af Frederik 3. Denne bøjleindsats beskrives som blåemaljeret og tæt besat med diamanter; den har næppe harmoneret med den ældre krones lette konstruktion og brogede emalje; tillige havde indsatsen kun seks bøjler, mens Ludvig 14.s krone fra 1654 foreskrev otte. Følgelig lod enevælden indsatsbøjlen indsmelte og genbruge til Christian 5.s krone fra 1671.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig