Bonde, svensk uradelig slægt, der formodentlig stammer fra Småland og hører til blandt Sveriges ældste nulevende adelsslægter. Slægten kan med sikkerhed føres tilbage til de to brødre Tord Bonde (nævnt 1310-27) og Erengisle Petersson (nævnt 1319-50), der grundlagde hver sin linje af slægten.

Tord Bondes linje fik i middelalderen stor indflydelse på svensk politik. Flere medlemmer blev rigsråder, og linjens betydning kulminerede, da Karl Knutsson Bonde i 1448 blev valgt til konge, hvorved Sverige sprængte Kalmarunionen. Tord Bondes linje uddøde med denne konges legitimerede søn.

Storhedstiden for Erengisle Peterssons slægtslinje lå i 1600-t. I syvende slægtled deltes den med Filip Bondes (d. 1588) sønner i tre grene: Rigsråd Carl Bonde (d. 1652) blev stamfader til den friherrelige Laihelagren, der i 1712 mistede friherretitlen; assessor Jöns Bonde (1582-1662) blev stamfader til Borrö- og Fitunagrenen, der i 1803 adopterede Laihelagrenens friherretitel; og endelig blev oberst Ulf Bonde (1585-1657) stamfader til den grevelige Säckestadsgren, der uddøde i 1783.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig