Bille

Bille, dansk adelig slægt. Næst efter Rosenkrantzerne udgør Billerne den mest talstærke slægt i danske biografiske leksika.

En sjællandsk ridder Jakob Bille nævnes 1246; de følgende 100 år tilhører slægten lavadelen, og en sikker stamtavle lader sig først opstille med Niels Jonsens sønner Jon og Esbern midt i 1300-t. Med Jons sønner indtraf en markant social opstigning; to af dem blev gift med døtre af den skånske ridder Torben Galen, og en tredje søn, Peder Lykke (d. 1436), blev ærkebiskop. Jons sønnesøn Torben Bille (d. 1465) til Allinde og Svanholm havde mange børn, og tre døtre fik højadelige ægtemænd af slægterne Gyldenstierne, Oxe og Thott. Også sønnerne opnåede fordelagtige giftermål. Bent Bille (d. 1494) og Steen Basse Bille (d. ca. 1520) blev rigsråder, og fra dem stammer Søholm-Egede og Allinde-linjerne, mens Peder Billes (d. 1508) efterkommere beholdt Svanholm.

Fra en central sjællandsk position bredte slægten sig til hele landet, især til Fyn og Skåne. Af Peders sønner kom tre i rigsrådet: Ove Bille, der var biskop i Århus, Mogens Bille (d. 1538), der under Grevens Fejde var befalingsmand i Jylland, og Eske Bille, der i 1547 efter vigtige lensmandsposter opnåede at blive rigshofmester. I de følgende 200 år indtog talrige slægtsmedlemmer høje verdslige og militære embedsposter. Knud Pedersen Bille (d. 1543) arvede Kærsgård på Fyn og blev stamfader til en meget livskraftig linje, der blev fortsat af den lensgrevelige linje Bille Brahe, idet Henrik Bille (1709-89) kort før sin død arvede Brahernes godser og fik bevilling til at føre navnet Bille Brahe; sønnen Preben (1773-1857) blev lensgreve og overtog stamhuset Brahesminde.

Rigsråd Anders Steensen Bille (1580-1633) var ugift, men hans søn Steen Andersen Bille (ca. 1624-98) blev adlet 1679 og dermed stamfader til den yngre Billeslægt, der især udmærkede sig som diplomater og officerer.