Sparre, tre uradelige slægter, hvoraf den ene stammede fra Sjælland, mens de to andre kom fra Skåne.

Den sjællandske slægt kan med sikkerhed føres tilbage til rigsråd Jens Torbensen Sparre (nævnt første gang 1429), men stammer formodentlig fra 1200-t. Enkelte medlemmer af slægten indtog betydelige embeder i administrationen. Slægten uddøde på mandssiden med løjtnant Henning Sparre (1633-97).

Den ene skånske slægt kan føres tilbage til Tulle Tygesen (nævnt første gang 1415). Denne slægt talte to rigsråder og ærkebiskop Aage Jepsen Sparre. Slægten uddøde på mandssiden i 1600-t.

Den anden skånske slægt er muligvis en gren af den første, men kan ikke med sikkerhed føres længere tilbage end til Svend Jonsen (d. 1398). Slægten blev gift ind i den svenske adel og blev godsejere; Niels Clausen Sparre (d. 1505) blev i 1473 medlem af det svenske rigsråd. Slægten er formodentlig uddød i begyndelsen af 1500-t.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig