Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

sønderjyske fyrstehuse

Oprindelig forfatter PHols Seneste forfatter Redaktionen

sønderjyske fyrstehuse, sidelinjer til den oldenborgske slægt. I 1544 blev Slesvig-Holsten delt mellem kong Christian 3., som fik Sønderborg, og hans brødre Adolf 1. og Hans d.æ., som fik hhv. Gottorp og Haderslev. Efter Hans d.æ.s død i 1580 blev Haderslev delt mellem hertug Adolf 1. og Christian 3.s sønner kong Frederik 2. og hertug Hans d.y.

Adolf 1. blev stamfader til den gottorpske slægt, der i det meste af perioden 1658-1720 havde suveræniteten i en del af Slesvig og endnu længere i Holsten; se det gottorpske spørgsmål. Hertug Karl Frederik, som i 1725 blev gift med Peter 1. den Store af Ruslands datter Anna (1708-28), blev stamfader til de russiske kejsere 1762-1917, mens en anden gottorpsk linje besad den svenske krone 1751-1818.

Ved arvedelingen i 1564 efter Christian 3.s død blev Sønderborg overladt til hertug Hans d.y. Da han døde, delte hans sønner besiddelserne, hvormed flere hertuglinjer opstod. Sønnen Christian (1570-1633) fik Ærø; han døde barnløs, hvorefter besiddelsen blev delt mellem de øvrige linjer. Alexander (1573-1627) fik Sønderborg, som i 1667 måtte afstås til kong Frederik 3. Blandt Alexanders efterkommere har især to linjer haft betydning i Danmarkshistorien: den augustenborgske linje og Beck-linjen. Den første udgik fra Alexanders søn hertug Ernst Günther (1609-89), som opførte Augustenborg Slot; Augustenborg blev tabt til Frederik 7. under 1. Slesvigske Krig (1848-51), da Christian August var hertug. Hans linje uddøde i 1931.

Annonce

Beck-linjen udgik fra Alexanders søn August Filip (1612-75), som i 1646 overtog sin fars gods Beck. Efterkommeren Vilhelm (1785-1831) fik i 1825 af Frederik 6. Glücksborg Slot og titlen hertug af Glücksborg. Han blev stamfader til den yngre glücksborgske linje, som siden 1863 har beklædt den danske trone; se også Danmark (kongehuset).

Hans d.y.s søn Hans Adolf (1576-1624) fik Nordborg; efter hans død overgik besiddelsen til hans bror Frederik (1581-1658); hans efterkommere afstod i 1669 Nordborg til Frederik 3.

Hans d.y.s søn Filip (1584-1663), som fik Glücksborg i 1622, blev stamfader til den ældre glücksborgske linje. Den uddøde med Frederik Henrik Vilhelm (1747-79).

Hans d.y.s holstenske besiddelser gik til den sidste søn, Joachim Ernst (1595-1671), fra hvem den plönske linje udgik. Linjen, som 1676-1729 også ejede Nordborg, uddøde med Frederik Karl (1706-61).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Poul Holstein: sønderjyske fyrstehuse i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=168984