Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Sture

Oprindelig forfatter GELi Seneste forfatter Redaktionen

Sture, navn, båret af flere nordiske adelsslægter, hvoraf især to svenske er berømte.

Den ene, som førte tre søblade i våbnet, kendes fra 1300-t. og uddøde på mandssiden i 1503 med rigsforstander Sten Sture d.æ.

Den anden var en gren af slægten Natt och Dag; i midten af 1400-t. tog et medlem af denne slægt, Nils Bosson (ca. 1426-90), navnet Sture efter sin mors slægt, som kan føres tilbage til Nils Sture (d. tidligst 1393). Med enkelte afbrydelser blev Sverige 1470-1520 regeret af tre rigsforstandere med navnet Sture; efter Sten Sture d.æ. fulgte Nils Bossons søn Svante Nilsson Sture, som selv blev fulgt af sønnen Sten Sture d.y. Alle tre var modstandere af Kalmarunionen og havde stor andel i unionens endelige sammenbrud. Flere af Sten Sture d.y.s efterkommere havde høje poster i 1500-t.s Sverige. Den regerende Vasaslægt så dog på Sturerne med mistillid. Den sindssyge Erik 14. myrdede i 1567 rigsrådsmedlemmet Svante Sture (1517-67) og hans sønner Nils (1543-67) og Erik (1546-67) efter at have fængslet dem og andre stormænd med tvivlsomme begrundelser. Det sidste medlem af slægten døde 1616.

Annonce

Et medlem af slægten Natt och Dag genoptog Sturenavnet 1720; her uddøde det på mandssiden i 1875.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Gunner E. Lind: Sture i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 11. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=166231