Krag. Den jyske slægts våben, tre, sjældent to sorte krager i hvidt. På hjelmen sidder en sort krage med udslagne vinger, og de kan være holdt af to jernklædte arme. Den sjællandske slægts våben er en sort krage i gult, der oftest sidder på en gren eller en klase af bær eller druer. På hjelmen sidder en krage.

.

Krag, navn på flere danske og norske slægter, hvoraf to var adelige: 1) Jysk uradelig slægt, der kendes fra 1200-t. og med sikkerhed kan føres tilbage til ridderen Niels Svendsen Krag (nævnt første gang 1363). Slægtens storhedstid faldt i 1600- og 1700-t., hvor flere medlemmer havde høje embeder i statsadministrationen. Gennem giftermål opnåede slægten en betydelig placering i den danske højadel, fx blev Dorothea Krag (1675-1754) gennem sit andet ægteskab, nemlig med Christian Gyldenløve til Gisselfeld (d. 1703), stammoder til greverne Danneskiold-Samsøe. Geheimeråd og senere vicestatholder i Norge Frederik Krag (1655-1728) blev i 1684 optaget i den friherrelige stand med sin svigerfaders, lensbaron Jens Juels (1631-1700), våben. Slægten uddøde i mandslinjen med assessor i Højesteret Frederik Christian Krag (1726-63).

2) Sjællandsk uradelig slægt, hvis tidligste kendte medlem var kannik Niels Krag (d. 1359). Slægten uddøde i 1400-t.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig