Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Krabbe

Oprindelig forfatter PUK Seneste forfatter Redaktionen

Krabbe til Østergårds våben, en hvid bjælke i rødt; på hjelmen er anbragt to røde vesselhorn med en hvid bjælke. Krabbe til Damsgård antog ca. 1690 samme våben.

Krabbe til Østergårds våben, en hvid bjælke i rødt; på hjelmen er anbragt to røde vesselhorn med en hvid bjælke. Krabbe til Damsgård antog ca. 1690 samme våben.

Krabbe, flere adelige og borgerlige danske slægter, hvoraf især to adelige slægter kendes. Disse benævnes efter slægternes hovedgårde:

Krabbe til Østergård (Nissum)

Krabbe til Østergård (Nissum) er en uradelig nørrejysk slægt, der kan føres tilbage til Niels Mikkelsen (nævnt 1336). Hans tipoldebarn, ridderen Mogens Krabbe til Bustrup (d. 1505), blev stamfader til hovedlinjen af slægten, hvoraf Jørgen Krabbe til Krogholm (1633-78) i 1664 blev introduceret på det svenske ridderhus og i 1676 blev baron. Slægtens storhedstid faldt i 1500- og 1600-t., hvor flere medlemmer havde høje embeder i statsadministrationen, og hvor slægten gennem giftermål havde opnået en fremtrædende placering i den danske højadel. Slægten uddøde i Danmark i 1800-t., men lever endnu i England og Argentina under navnet Krabbé.

Krabbe til Damsgård

Krabbe til Damsgård er en uradelig nørrejysk slægt, der med sikkerhed kan føres tilbage til Christen Krabbe til Damsgård (ca. 1480-1552). Godsejer, etatsråd Ole Krabbe til Bjerres (1656-1728) tre sønner blev stamfædre til hhv. den ældre danske, den yngre danske og den norske linje af slægten. Denne meget talrige slægt er en udpræget embedsmandsslægt, hvis medlemmer oprindelig i særlig grad gjorde militærkarriere.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Pernille Ulla Knudsen: Krabbe i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=110577