Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Juel

Oprindelig forfatter PUK Seneste forfatter Redaktionen

Juel, slægtsnavn for flere adelige og borgerlige slægter i Skandinavien. I Danmark kendes især den oprindelig nørrejyske adelsslægt Juel, også kaldet Juel med stjernen efter slægtens våbenskjold. Slægten må ikke forveksles med den anden danske adelsslægt Juul, der først i nyere tid konsekvent har valgt stavemåden med to u'er og kaldes Juul med liljen efter dens skjoldmærke. Juel kan føres tilbage til Palle Juel af Øgelstrup (levede 1350), hvis sønnesønner Palle Juel (1417-54) og Iver Juel (d. 1468) blev stamfædre til slægtens to forgreninger. Den første uddøde i 1600-t., mens den anden gennem Peder Juel til Alsted (d. 1604) fik to hovedlinjer gennem hans sønner. Rigsråd Erik Juel til Hundsbæk (1591-1657), far til søhelten admiral Niels Juel, er stamfader til den første hovedlinje, hvorfra den nulevende og fra 1812 friherrelige slægt Juel-Brockdorff stammer. Jens Juel til Lindbjerg (1594-1636) blev stamfader til den anden hovedlinje, hvorfra grenen Juel til Hverringe, der fik stamhus i 1757, stadig lever.

Slægten har hørt til de mest velhavende adelsslægter i landet og har i særlig grad gjort sig gældende som officerer i flåden og militæret, men også i civile hverv og i kronens tjeneste har slægten altid haft betydning.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Pernille Ulla Knudsen: Juel i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. januar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=102285