Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Gøye

Oprindelig forfatter PHols Seneste forfatter Redaktionen

Gøye, lollandsk uradelsslægt, hvoraf tre linjer kendes fra anden halvdel af 1300-t. Deres indbyrdes forbindelse kan ikke dokumenteres. Den ene linje førte aldrig slægtsnavn, den anden kaldte sig Krag, og den tredje anvendte Staverskov- eller Gøyenavnet, kendt fra 1381. Ridder Jens Staverskov anvendte i 1363 Gøyevåbenet, tre skråtstillede ibsskaller, og må anses for at være slægtens ældste sikre stamfader.

Slægtsmedlemmerne hørte til blandt Lollands største godsejere, og adskillige var blandt de ledende i dansk politik og kultur i 1400-t. og 1500-t. Særlig fremtrædende var rigshofmester Mogens Gøye og hans datter Birgitte Gøye, forstander for Herlufsholm Skole. Slægten opviste også andre lærde kvinder, fx Elline Gøye (ca. 1510-63). Den uddøde med overhofmester, gehejmeråd Marcus Gøye til Hvidkilde (1635-98).

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Poul Holstein: Gøye i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=87682