Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Fleming

Oprindelig forfatter PHols Seneste forfatter Redaktionen

Fleming, dansk og svensk-finsk uradelsslægt. Slægten stammer måske oprindelig fra Pommern, hvor Klaus Fleming (levede 1331 og 1354) forekommer. Den ses tidligst i Danmark med stamfaderen, ridder Peder Fleming (levede 1366 og 1406), der siden kom til Sverige. Sønnen, hofmester Herman Fleming (levede 1387 og 1407), blev stamfader til den danske gren, der uddøde i 1544.

En anden søn af Peder Fleming var svensk rigsråd, lagmand i Finland Klaus Fleming (levede 1386 og 1427), der blev stamfader til alle senere svensk-finske linjer. Slægten beklædte i 1400- og 1500-t. de øverste embeder og forgrenede sig i 1500- og 1600-t. i fire friherrelige og to grevelige linjer og tilhørte dermed den svenske højadel. Fra 1600-t. søgte flere af slægtens medlemmer fra Finland mod Sverige, hvor de også ejede godser, ligeledes i Livland og Estland. I 1700-t. mistede slægten sin hidtidige status og blev med få undtagelser officerer og embedsmænd på et lavere niveau.

Slægten lever i dag kun i den friherrelige linje Fleming af Lieblitz.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Poul Holstein: Fleming i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 26. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=76899