Græsk møntvæsen, Prægning af metalstykker, hvis vægt og lødighed garanteredes ved myndighedens billede og indskrift, blev ca. 625-600 f.Kr. udviklet i det vestlige Lilleasien, bl.a. i Sardis i Lydien og i Efesos. Herfra bredte idéen sig ca. 560 f.Kr. til Grækenland (Ægina, Korinth, Athen mfl.), til de græske byer i Syditalien og på Sicilien ca. 525 f.Kr. og fra ca. 500 f.Kr. og fremefter til de fleste ikke-græske folkeslag omkring Middelhavet og Sortehavet og i Centraleuropa.
Inden for numismatikken klassificeres bl.a. persernes, jødernes og kelternes mønter som græske, fordi de er udført som dem. Romerske sølvmønter fra 200-t. f.Kr. er også afledt af græske mønter, men fra og med en møntreform ca. 211 f.Kr. opfattes studiet af romerske mønter som en selvstændig disciplin. I takt med Romerrigets erobring af hele Middelhavsområdet ophørte græske ædelmetalmønter, men bronzemønter blev endnu i 200-t. e.Kr. præget i bl.a. Athen og i et stort antal byer i Lilleasien.
Prægning af mønter (gr. nomisma), var selvstændige bystaters og kongers privilegium. De fleste udmøntninger cirkulerede kun i den udstedende stats område, og myndigheden tjente et lille beløb ved prægning og veksling. En række udmøntninger fungerede dog som international valuta, fx Athens mønter i 400-t. og 300-t. f.Kr. og Alexander den Stores mønter og kopier af dem i anden halvdel af 300-t. og i 200-t. f.Kr. Af politiske og handelsmæssige grunde forenkledes systemet med tiden, og enkelte standarder blev meget udbredt. Fx enedes en række byer med Rhodos som den vigtigste i begyndelsen af 300-t. f.Kr. om en fælles standard, og kong Filip 2. af Makedonien og Alexander den Store kopierede ca. 350-330 f.Kr. den athenske vægtstandard, som også blev brugt i bl.a. Seleukideriget i 200-100-t. f.Kr.
Stater, som ofte er hovedmønten, er egentlig en vægtenhed, mens drakme og obol (=1/6 drakme) er vidnesbyrd om et præmonetært betalingssystem. Drakme betyder en håndfuld og obol et stegespid. Oboler omtales i antikke skriftlige kilder og er fundet i græske helligdomme. På Sicilien var hovedmøntenheden litra, i Syditalien nomos efter lokale vægtstandarder.
Elektrum, en legering af guld og sølv, blev anvendt til de tidligste mønter og brugtes endnu i 300-t. f.Kr. flere steder, bl.a. i Kyzikos i Lilleasien. Guld prægedes med få undtagelser kun af de lydiske, de persiske, de makedonske og de hellenistiske græske konger. Sølv er fra ca. 560 f.Kr. langt det almindeligste. Den relative værdi af sølv, elektrum og guld var svingende: ca. 350 f.Kr. var forholdet 1:1,9:13. Mønterne blev præget i mange nominaler. I elektrum fandtes 1/2, 1/3, 1/6, 1/8, 1/12, 1/24, 1/48 og 1/96 af stateren. I sølv var den største mønt dekadrakmen på ca. 43 g, og den mindste 1/4-obolen på under 0,2 g. Fra slutningen af 400-t. f.Kr. anvendtes bronzemønter på Sicilien, hvorfra idéen hurtigt blev udbredt. De er uden egentlig metalværdi, og deres værdi blev primært fastsat af myndigheden; først hermed var der skabt skillemønter, som var egnet til dagligdagens små behov.
Til møntproduktionen brugtes en ambolt, en dorn, to stempler (i jern eller bronze) med udskåret motiv i negativ samt en nøje afmålt opvarmet metalklump (blanketten). Det ene stempel var fæstnet i ambolten, det andet i dornen, og med et kraftigt slag blev mønten præget med et motiv i relief på såvel forside (obvers) som bagside (revers). De ældste mønters uregelmæssige fordybning på reversen fortsatte dog flere steder ned i 300-t. f.Kr. I flere af de ældste møntserier i Syditalien blev forsidens motiv gentaget i negativ på reversen. Mønternes form ændredes med tiden. De ældste er tykke og uregelmæssige, snart bliver de cirkelrunde og flade. I 200-100-t. f.Kr. er de tyndere og har større diameter.
Billedrigdommen er stor og varieret og ofte af stor kunstnerisk kvalitet. Vigtige er de olympiske guder og lokale mytologiske skikkelser, som vises i hel figur, med deres hoveder eller ved deres hellige dyr som fx Athenas ugle i Athen. Genstande fra kulten ses fx på mønten cistofor. Andre motiver kan henvise til byernes navne eller deres karakteristiske produkter (fisk, kornsorter). I klassisk tid og senere henviser mange motiver til krig og sejr. Fra ca. 300 f.Kr. bliver i kongerigerne et portræthoved af den regerende konge meget almindeligt. Ud over disse motiver findes mange, hvis begrundelse forekommer dekorativ. Indskrifter kendes allerede fra de ældste mønter, men de bliver først almindelige og mere detaljerede fra 300-t. f.Kr.; de er ofte forkortelser for bynavne eller navne på embedsmænd, og fra ca. 300 f.Kr. er kongenavne og kongetitler meget almindelige. Kunstnersignaturer kendes især fra Sicilien, men er få. Sjælden er også angivelse af værdi eller datering.
Den Kongelige Mønt- og Medaillesamling på Nationalmuseet i København har den syvendestørste samling af græske mønter i verden. Den er som den eneste større samling publiceret i sin helhed i det internationale værk Sylloge Nummorum Graecorum (SNG), 1-43 (1942-79). I Antikmuseet på Aarhus Universitet findes en studiesamling, som også er publiceret i SNG. Meget store samlinger findes i London (British Museum), Paris (Bibliothèque nationale), Berlin (Staatliche Museen Preußischer Kulturbesitz) og New York (American Numismatic Society). Se også jødisk møntvæsen, keltisk møntvæsen og romersk møntvæsen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.