Retten til at præge mønt i Danmark er et kongeligt regale, der fra 1975 forvaltes af Danmarks Nationalbank med Den Kongelige Mønt under sig.

Historie

Der er fundet mange frisiske mønter (sceatta) fra 700-tallet i Ribe, men det er ikke afklaret, om der har været tale om lokal udmøntning eller frisisk import. I 800-tallet og 900-tallet var der udmøntning i Hedeby af mønter, der oftest efterlignede Karl den Stores mønter fra det frisiske Dorestad. Engelske, tyske og arabiske mønter havde desuden betydning som betalingsmiddel i vikingetiden.

Svend 1. Tveskægs mønt, præget efter engelsk forbillede ca. 995, er den ældste mønt i Danmark med kongens og landets navn. Efter udmøntningens beskedne størrelse at dømme (formentlig under 20.000 stk.) var den især tænkt som kongelig prestigemønt.

I Knud 2. den Stores regeringstid tog udmøntningen i Danmark til med Lund som hovedudmøntningssted. Andre møntsteder i 1000-tallet var Roskilde, Slagelse, Odense, Ålborg, Århus, Viborg, Ribe, Ørbæk og Hedeby. Alle mønterne var af sølv, og vægten var omkring 1 g. Værdien var en penning. I løbet af 1000-tallet fik den danske udmøntning et betydeligt omfang, og fra 1060'erne var danske mønter dominerende i møntcirkulationen. I Svend 2. Estridsens senere regeringsår blev møntindskrifterne i Lund og Roskilde, der ellers normalt var på latin, skrevet med runer (runemønter). Man må regne med, at visse mønttyper allerede i 1000-tallet kan være præget i hundrede tusinder af eksemplarer.

Fra midten af 1200-tallet indtil 1330'erne var der en stor produktion af de såkaldte borgerkrigsmønter, som efterhånden blev groft prægede og kun havde et sølvindhold på nogle få promille. Borgerkrigsmønterne blev sandsynligvis produceret i millionvis, og de findes hyppigt i stort antal både i skattefund og tabt enkeltvis, fx i kirker og på handelspladser. Udmøntningen standsede i 1330'erne (i Skåne dog først i 1377). Borgerkrigsmønterne er for hovedpartens vedkommende uden indskrifter. De mange nye jordfund, som siden ca. 1980 er fremkommet ved brug af metaldetektorer, har muliggjort talrige nybestemmelser, både hvad angår møntsted og omtrentligt udmøntningstidspunkt. Fra sidst i 1200-tallet til lidt ind i 1400-tallet var der også tyske, engelske og franske mønter i omløb i Danmark.

I begyndelsen af 1400-tallet blev udmøntningen imidlertid genoptaget i Danmark, fra 1440'erne især som de såkaldte hvide. Møntstedet var Malmø, og produktionen af sølvmønt var betydelig, måske fordi Skånemarkedet bragte landet et eksportoverskud, som kan være blevet benyttet til møntprægningen. I 1400-tallet og begyndelsen af 1500-tallet blev der også anvendt tyske og nederlandske guldmønter (floriner) i Danmark.

Efter flere voldsomme inflationsperioder stabiliseredes det danske møntvæsen fra 1541. De danske mønters pålydende værdi blev anført på de forskellige enheder i møntrækken: 12 penning = 1 skilling; 16 skilling = 1 mark; 3 mark (fra 1624: 6 mark) = 1 daler. Hovedmøntstedet var København. Samtidig var nederlandske og mellemeuropæiske mønter (dalere) i omløb i landet fra ca. 1550 til efter 1660.

Under Christian 4. blev der i 1618 indført en kronemønt, der blev udmøntet som 4 mark, ofte kaldet sletdaler, i store dele af 1600-tallet. Fundet af sølvminerne ved Kongsberg i Norge 1623 gav mulighed for øget møntproduktion, og der blev oprettet møntsted i Norge, først i Kristiania og fra 1686 på Kongsberg; desuden 1619 i Glückstadt ved Elben, fra 1771 i Altona.

Kroneudmøntningen blev fra 1692 afløst af kurantudmøntningen, der dominerede første halvdel af 1700-tallet med udmøntning af 8-, 12- og 24-skillinger. Fra 1736 fik Kurantbanken tillige ret til at udstede pengesedler, og siden har pengesedler været i uafbrudt brug i Danmark.

Fra 1500-tallet til 1800-tallet har der jævnligt været præget guldmønter, fx christian d'or og frederik d'or, men de hørte normalt ikke med i møntsystemet bortset fra 1700-t.s kurantdukater eller 12-mark-stykker.

Med Møntloven 1873, hvor guldtyvekronen blev hovedmønt, indgik mønter af både guld, sølv og bronze i den daglige møntcirkulation. Under den skandinaviske møntunion 1873-1924 cirkulerede danske, svenske og norske mønter frit i de tre lande. Guldmønter blev præget indtil 1931, sølvmønter indtil 1919. Sølv bruges nu kun til prægning af jubilæums- og erindringsmønter.

Som følge af inflation præges mønterne med stadig større pålydende: 5 kroner fra 1960, 10 kroner fra 1980 og 20 kroner fra 1990. Tilsvarende er 1-, 2-, 5- og 10-øren, senest 25-øren (2008) gradvis blevet inddraget, så mindste skillemønt i 2008 er 50-øren. Største pengeseddel var fra 1875 500-kr.-sedlen. 1000-kr.-sedlen blev først sat i omløb i 1975. Fordelingen mellem møntomløb og seddelomløb var i 2001 1:10 (hhv. 4,245 mia. kroner og 42,453 mia. kroner).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig