daler

En daler er en international sølvmønt med en vægt på ca. 29 g og et indhold af rent sølv på mellem 25 og 26 g. Daleren er blevet præget siden 1519/20, og de ældste dalere kom fra greverne af Schlick i Joachimstal.

Sølvproduktion fik et opsving i Europa i løbet af 1500- og 1600-t., og da der desuden blev indledt minedrift i Latinamerika, kom der endnu mere råstof til de store sølvmønter. Fra sidste tredjedel af 1600-t. frem til sidst i 1800-t. blev udmøntningen af dalermønt koncentreret i Latinamerika.

Sølvet fra minerne i spansk Latinamerika, bl.a. i Mexico og Potosí i Bolivia, blev præget til dalermønt til en værdi af otte realer, kaldet pesos eller piastre, enten lokalt eller i Spanien. Mange af disse piastre kom til Nederlandene, hvor de blev ompræget til hollandske dalere, mens mønten i de sydlige Spanske Nederlande (Belgien) blev kaldt patagon. Herfra spredtes de nederlandske dalere over store dele af Nord-, Mellem- og Østeuropa og til Asien. I Tyskland blev daleren (Reichstaler) autoriseret fra 1566 med en sølvvægt på 25,98 g. Den blev præget af talrige fyrster i byer med lokale sølvminer: fx omkring Harzen, hvor hertugerne af Braunschweig-Lüneburg samt forskellige grever, bl.a. greverne af Mansfeld, slog mønt, samt i Sachsen, Tyrol, Alsace og Bøhmen. I Sverige fremstilledes dalere, fra 1542 til 1652 hyppigt med motivet Kristus som frelseren (salvatordaler), og i Frankrig blev den til daleren svarende mønt, écu blanc, præget 1641-1715. Derudover eksisterede der forskellige italienske scudomønter, bl.a. ducatone, der fra 1551 blev præget i Milano med et sølvindhold på lidt over 30 g.

Omkring 1732 skiftede den latinamerikanske piaster udseende fra et dårligt præget sølvstykke til en velpræget mønt med først det spanske våben på forsiden, senere med kongen. På bagsiden blev jordklodens to halvdele og Herkules' søjler afbildet som symbol på Spaniens verdensomspændende magt. Denne mønt kaldes også colonnato eller søjlepiaster. Det skriftlige forkortelsestegn for denne mønttype har udviklet sig til dollartegnet ($), ligesom navnet dollar er beslægtet med daler.

Daleren har som de fleste møntenheder haft en indbygget tendens til devaluering. Konventionsdaleren, som har navn efter en østrigsk-bayersk møntkonvention fra 1753, er blevet kendt pga. Maria Theresia-taleren med et sølvindhold på kun 23,4 g, også kaldet levantdaler. Den prægedes i Wien med uforandret årstal fra 1780 og har været udbredt i store dele af Afrika og Asien. I Danmark og Norge var produktionen af dalere beskeden. Den første daler i Danmark blev præget i 1537, men at dømme efter de mange sølvfund fra Torstenssonfejden (1643-45) og Karl Gustav-krigene (1657-60) udgjorde de hollandske dalere omkring 40% af mønterne i Danmark i midten af 1600-t., ligesom de tyske dalere fra Lübeck og Hamburg var vigtige i møntcirkulationen. I begyndelsen af 1600-t. blev der tillige fremstillet store breddalere efter internationalt forbillede. De havde en vægt på op til det seksdobbelte af normalvægten og har sikkert haft et repræsentativt formål. Sletdaleren, der jævnligt benyttes i regnskaber i 1600-t., svarede til 2/3 rigsdaler. Kurantdaleren, der kun prægedes i 1788, havde en sølvvægt på 20,6 g; pengesedler udstedt i daler kurant af Kurantbanken havde betydning i det meste af 1700-t. og indtil Statsbankerotten 1813. I øvrigt kaldtes daleren i Danmark i 1700- og 1800-t. speciedaler, når den forelå som én mønt. Efter Statsbankerotten 1813 gik der to rigsbankdalere på én specie.

Rigsbankdaleren fik 1854 navnet rigsdaler og var altså kun halvdelen af den egentlige daler værd. Specien hed derefter dobbeltrigsdaler. Ved indførelsen af kronemøntfoden 1873 blev rigsdaleren sat til to kroner; det at kalde to kroner for en daler anvendes stadig i det danske sprog.