De byzantinske kejsere slog mønt i guld, sølv og kobber. Den romerske solidus var standardmønten, og indtil 700-tallet prægedes også semisses og tremisses på henholdsvis 1/2 og 1/3 solidus. I 960'erne indførtes en let solidus, tetarteron, der var i omløb sammen med den fuldvægtige histamenon. En metalforringelse begyndte efter 1034, og i 1092 kom en ny guldmønt hyperperon; samtidig prægedes underlødige tetartera.
Sølvmønter var sjældne. Fra 615 prægedes hexagrammer på 6 grammata (à 1,14 g). Efter 720 afløstes de af milliaresia (1/12 solidus), der fortsatte med svingende vægt indtil 1000-tallet. Efter 1092 udstedtes billonmønter med kun 4-7% sølv.
Kobbermønten follis på 40 nummia vejede ca. 18 g og målte ved møntreformen i 512 op mod 30 mm. Siden ændredes både vægt og omfang hyppigt. Der udmøntedes også 20, 10 og 5 nummia, og alle havde værdien angivet på bagsiden med græske tal. Efter 1050 var mange byzantinske mønter skålformede trachea.
Møntbillederne var koncentreret om kristendommen og kejserembedet med særlig vægt på dragter og magtinsignier. De ældste indskrifter var på latin eller en blanding af græsk og latin; fra 700-800-tallet fik græsk overtaget.
For de byzantinske mønter var rigets sidste århundreder frem til midten af 1400-tallet både kunstnerisk og reelt en nedgangstid med få fornyelser.
Solidi fra 400-500-tallet nåede Bornholm engang i folkevandringstiden, og der er fundet hen ved 200 i Danmark. Enkelte milliaresia fra 900-tallet optræder af og til i skatte sammen med arabiske dirhams.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.