Serafimerordenen, Sveriges fornemste ridderorden, indstiftet 1748. Ordenstegnet er et kronet, hvidemaljeret malteserkors med gyldne englehoveder og seks vinger, serafer, mellem korsarmene og gyldne patriarkalkors på disse; i midten sidder en blå medaljon med et kors over Kristusmonogrammet IHS, tre kroner og tre nagler. Ordenskæden består af tilsvarende serafer og blåemaljerede patriarkalkors. Ordensbåndet er lyseblåt. Efter en ridders død ophænges hans våben i Riddarholmskyrkan i Stockholm, hvor der ringes på begravelsesdagen.

Siden 1975 kan svenskere, bortset fra kongehuset, ikke længere dekoreres med Serafimerordenen, og for udlandets vedkommende kan den nu kun gives til statsoverhoveder, monarkers ægtefæller og tronfølgere.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig