Den Islandske Falkeorden, orden, indstiftet i 1921 af Christian 10. i hans egenskab af konge af Island som udtryk for landets selvstændige stilling fra 1918. I ordenens navn og emblematik videreføres falken, som 1903-19 var Islands våbenmærke. Den islandske præsident er ordenens stormester.

Ordenstegnet har en vis lighed med Dannebrogordenen; det er et udadbuet, hvidemaljeret kors med afskårne hjørner og med en sølvfalk i en blå medaljon. Bæreleddet er en lilje, der efter republikkens indførelse i 1944 afløste et ornament med en krone. Ordensbåndet er blåt, hvidt og rødt, det islandske flags farver.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig