• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Æreslegionen

Seneste forfatter Redaktionen

Æreslegionen, Légion d'honneur, Frankrigs fornemste orden, indstiftet 1802 af Napoleon som led i hans bestræbelser for at styrke fransk nationalfølelse uden standshensyn. Medlemmerne skulle være militærpersoner, som havde udmærket sig, eller borgere, som havde forsvaret republikkens grundprincipper eller havde skabt respekt om retfærdighed og offentlig administration. Fra 1805 har ordenen haft de fem grader, der blev forbillede for mange udenlandske ordener: ridder, officer (ridder af 1. grad), kommandør, storofficer (kommandør af 1. grad) og storkors. Udlændinge kan dekoreres med Æreslegionen, men regnes ikke for medlemmer. Foruden personer kunne indtil 1962 også franske militære enheder, byer og institutioner modtage ordenen.

Ordenstegnets udseende har varieret med de skiftende styreformer; i dag er det en hvidemaljeret stjerne med fem arme formet som armene i et malteserkors med en krans af ege- og laurbærblade mellem armene og med republikkens kvindehoved i en medaljon; en ege- og laurbærkrans er bæreled. Ordenstegnet bæres i et rødt bånd.

Annonce

/pre, function 'uri.build' failed with response:
Object reference not set to an instance of an object