Denar, sølvmønt. I oldtiden var denaren oprindelig et romersk ti-stykke med en værdi af 10 as. I løbet af 100-t. f.Kr. blev værdien opskrevet til 16 as. Denaren prægedes fra ca. 211 f.Kr. med en vægt på 4,55 g (1/72 romersk pund). I løbet af de følgende århundreder blev den standardmønt i hele den antikke verden, men allerede i 1. årh. e.Kr. begyndte en vægt- og lødighedsforringelse, der endte med at gøre den næsten værdiløs under den økonomiske krise i 200-tallet. Det er uvist, om navnet siden kan knyttes til en bestemt mønt. Betegnelsen blev imidlertid fortsat brugt som regneenhed, bl.a. i kejser Diokletians prisedikt fra 301.

Faktaboks

Etymologi
Ordet denar kommer af latin denarius 'som indeholder ti', af deni 'ti ad gangen'.

Middelalderen. Med Karl den Stores møntreform fra ca. 794 forøgedes denarens vægt til 1,7 g, men senere blev den igen sat ned. Indtil 1200-t. var denaren hovedmønt i europæisk valuta, også under navnet denier (fr. for denar), hvorefter den senere forringedes og endte som en ren skillemønt.

Fra 1000-t. til 1400-t. blev der i de kristne riger i Spanien tillige præget sølvmønter med navnet dinero. Den germanske betegnelse for denar var Pfennig (eng. penny, da. penning). I Danmark blev tegnet d (denar) for penning endnu brugt under Christian 4. i 1600-tallet, mens det i England anvendtes så sent som i 1971.

Det eneste kendte eksemplar af en denar af guld er præget af ærkebiskop Anno 2. (1056-75) i Köln, muligvis som en donationsmønt i forbindelse med en særlig begivenhed. Den blev fundet i 2014 ved Tingsted på Bornholm som del af et større skattefund, Ahlesmindeskatten.

Se også dinar.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig