Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

regnepenge

Oprindelig forfatter JSJ Seneste forfatter Redaktionen

regnepenge, regnepenninge, møntlignende genstande, oftest af messing eller kobber, der fra senmiddelalderen til 1700-t. benyttedes til regneoperationer; disse blev udført på et regnebræt eller et regnebord, se abacus og kugleramme.

De ældste regnepenge kom til Danmark fra Nederlandene eller Nordfrankrig; fra midten af 1500-t. fandt en stor produktion sted i Nürnberg. Regnepengene var en del af det erhvervsgrundlag, der indgik i begrebet nürnbergerkram, og de blev præget i særlige værksteder. Ud over deres egentlige formål, at hjælpe med regneoperationerne, spillede motiverne på regnepengene en rolle ved udbredelsen af de idéer, der var oppe i tiden; scener fra antikke myter og 1600- og 1700-t.s franske konger var yndede. I løbet af 1700-t. blev motiverne mere stereotype, og regnepengene gik efterhånden over til især at blive brugt som spillemønter.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Steen Jensen: regnepenge i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=149695